Dubai, 16/03/2026 - 03:24
Dubais internationale lufthavn indstiller flyvninger efter droneangreb
Et droneangreb har fået brændstoftank nær lufthavn til at bryde i brand. Ingen fly letter eller lander.
Af: /ritzau/
Fly til og fra Dubais internationale lufthavn er natten til mandag blevet indstillet.
Det oplyser pressekontoret for regeringen i De Forenede Arabiske Emirater på det sociale medie X.
- Dubais civile luftfartsmyndighed meddeler den midlertidige suspension af flyvninger i Dubais internationale lufthavn som en forholdsregel for at sikre sikkerheden for alle passagerer og medarbejdere, lyder det fra pressekontoret.
- Rejsende rådes til at kontakte deres respektive flyselskaber for de seneste opdateringer vedrørende deres flyvninger, tilføjer kontoret.
Meldingen kommer, kort efter at der har været et droneangreb i nærheden af lufthavnen.
Det er en brændstoftank, der er blevet ramt, og branden er under kontrol, oplyser mediekontoret. Ingen er kommet til skade, lyder det.
Flyselskabet Emirates, der flyver ind og ud af Dubai, bekræfter på X, at alle flyvninger til og fra Dubais lufthavn er indstillet.
- Tag venligst ikke til lufthavnen. Sikkerheden for vores passagerer og besætning er vores højeste prioritet og vil ikke blive kompromitteret, skriver Emirates på X.
/ritzau/




