København, 29/04/2025 - 00:31
Portugals elnet er næsten tilbage i fuld drift
Elnetoperatøren Ren meddeler, at 85 af landets 89 transformatorstationer er i drift efter nedbrud.
Armando Franca/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Strømmen er tilbage i store dele af Portugal efter mandagens store nedbrud på Den Iberiske Halvø.
Ren, der er elnetoperatør i landet, oplyser sent mandag aften, at 85 af landets 89 transformatorstationer er tilbage i drift, skriver Reuters.
Det er fortsat uvist, hvad der har forårsaget nedbruddet, der mandagen igennem har skabt store udfordringer i både Portugal, Spanien og dele af Frankrig.
Portugisisk politi oplyste tidligere mandag, at nedbruddet har påvirket trafiklys i hele landet. Derudover var metrosystemet lukket i storbyerne Lissabon og Porto, mens tog holdt stille.
Tidligere mandag aften sagde Portugals premierminister, Luis Montenegro, at det formentlig er et strømsvigt i Spanien, der har påvirket Portugal.
- Det omfattende strømsvigt blev forårsaget uden for landet - sandsynligvis i Spanien, sagde Montenegro ifølge AFP.
Spaniens premierminister, Pedro Sánchez, oplyser, at alle potentielle årsager bliver analyseret, skriver AFP. Han advarer samtidig befolkningen i at "spekulere" og bidrage til misinformation.
Sanchez fortæller ifølge AFP, at 15 gigawatt "pludselig forsvandt" på elnettet. Det var omkring halvdelen af forbruget på det tidspunkt. Nedbruddet skete omkring klokken 12.30.
Direktøren for den spanske elnetoperatør Red Electrica, Eduardo Prieto, sagde omkring klokken 21.00 til den spanske avis La Vanguardia, at årsagen til strømafbrydelsen skal findes i nabolandet Frankrig.
Det forårsagede en ubalance, som førte til et sammenbrud i elforsyningen, lød det fra Prieto.
Direktøren for den spanske elnetoperatør ønskede på det tidspunkt ikke at give et bud på, hvornår hele elforsyningen kan være genoprettet, men sagde, at det ville tage nogle timer.
/ritzau/