Sønderborg, 17/02/2026 - 13:49
Mand skal for retten for tyveri af jernbaneklokke med dødelig udgang
En ung mand mistede i sommer livet ved en jernbaneoverkørsel. Til juni begynder retssagen mod en 51-årig.
Af: /ritzau/
En 51-årig mand skal for retten til sommer tiltalt for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder ved at have stjålet en jernbaneklokke ved en overkørsel, hvor en ung mand mistede livet i sommer.
Sagen begynder 25. juni ved Retten i Sønderborg og skal behandles over tre dage, oplyser retten til Ritzau.
Det var den 5. juli sidste år, at manden ifølge tiltalen stjal en jernbaneklokke.
På grund af tyveriet fik en ung mand ingen advarsel om, at der var et tog på vej, da han kørte over en jernbaneoverkørsel ved Kiplev 5. juli omkring klokken 18.30.
Den 24-årige mand kørte i en varebil, der kolliderede med toget, og han afgik ved døden som følge af kollisionen.
Manden er også tiltalt for at have stjålet tre andre jernbaneklokker natten til 30. juni.
Det var ved advarselsanlæg ved overkørsler på Kærvej, Visgårdvej og Kådnervej, at manden ifølge tiltalen stjal jernbaneklokker.
/ritzau/




