Birmingham, 04/03/2026 - 17:02
Dansk damesingle stryger overlegent videre i All England
Line Christophersen skulle kun bruge en halv time på at besejre Thuy Linh Nguyen i All England.
Bhawika Chhabra/Reuters
Af: /ritzau/
Selv om Mia Blichfeldt tirsdag måtte opgive at gennemføre sin førsterundekamp i All England, lever dansk badminton fortsat i kvindernes singlerække i den prestigefyldte turnering.
Onsdag spillede Line Christophersen sig nemlig videre i overbevisende stil med en klar sejr over Thuy Linh Nguyen fra Vietnam. Den 26-årige dansker vandt i to sæt med cifrene 21-15 21-11.
Line Christophersen er rangeret som nummer 23 i verden og dermed to pladser foran vietnameseren på verdensranglisten. På banen så forskellen dog ud til at være større, for danskeren tog styringen fra start og afgav aldrig initiativet.
Specielt i andet sæt var Christophersen ovenpå. Hun bragte sig foran 4-0 og 8-1, mens vietnameseren gradvist mistede modet.
Til sidst opgav Nguyen nærmest at løbe efter boldene, når Christophersen sendte dem rundt i alle banens hjørner, og det hele var overstået på en halv times tid.
I anden runde venter verdens nummer 38, Jia Min Yeo fra Singapore. Hun slog syvendeseedede Ratchanok Intanon, der trak sig med en skade i andet sæt.
Senere onsdag skal Rasmus Gemke på banen i herresingle. Han kommer på en svær opgave mod franske Christo Popov, der er seedet som nummer fem.
/ritzau/




