Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/04/2026 - 10:58

Nykåret X Factor-vinder vandt en snæver sejr

Hugo A fik 53 procent af stemmerne ved den endelige seerafstemning i fredagens X Factor-finale.

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den nykårede X Factor-vinder, Hugo A, vandt en snæver sejr over den unge solist Hevi i fredagens X Factor-finale.

Det viser stemmetal, som TV 2 har offentliggjort.

Hugo A fik ved den endelige seerafstemning 53 procent af stemmerne, mens Hevi fik de resterende 47 procent.

Til sammenligning fik sidste års vinder, Leslie, 62 procent af stemmerne ved den endelige afstemning.

I første seerafstemning ved fredagens finale fik Hevi tilmed flere stemmer end Hugo A, viser stemmetallene.

Ved den første afstemning, hvor Hevi og Hugo A gik videre, fik Hevi nemlig flest stemmer med 39 procent.

Hugo A fik 31 procent, mens tredjepladsen Ella Sophia fik 30 procent.

Finalen blev afholdt i SJF Bank Arena i Odense med Maria Fantino som vært.

Her optrådte Hugo A, der er en 16-årig efterskoleelev fra Sønderborg, blandt andet med Michael Jacksons "Thriller".

Det blev af dommer Thomas Blachman kaldt et "kæmpe show".

- I vælger verdens største sanger, og så er det ind og fyre den af. Det er sateme at presse citronen. Kæmpe respekt for alt hvad du har lavet, sagde Blachman under finalen, der blev vist på TV 2.

Hugo A sang senere i duet med kunstneren Saveus, der tidligere har vundet X Factor - dengang under sit borgerlige navn Martin Hedegaard.

Det var en stor præstation, at Hugo A vandt programmet i så ung en alder, siger TV 2's underholdningsredaktør, Dorte Borregaard.

- Hugo har en kæmpe personlighed og en helt unik stemme, som jeg glæder mig til forhåbentlig at høre meget mere til i fremtiden, siger hun til TV 2.

Den nykårede vinder har haft musikeren Benjamin Hav som sin musikalske mentor i programmet.

Det var Benjamin Havs debutsæson som X Factor-dommer og dermed også hans første finalesejr.

Hugo A og Benjamin Hav dystede i finalen mod Thomas Blachmans unge solist Hevi og Drew Sycamores unge solist Ella Sophia.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek