Oslo, 30/08/2025 - 13:13
Hver fjerde har brevstemt til norsk parlamentsvalg
Et norsk konsulat i Schweiz løb tør for stemmesedler i forbindelse med valg til Stortinget.
Genya Savilov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En ud af fire stemmeberettigede i Norge har frem til fredag brevstemt til valget til Stortinget.
Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.
Der er valg til det norske Storting 8. september, og det er muligt at brevstemme indtil 5. september.
Allerede onsdag var der afgivet 57 procent flere brevstemmer i Norge end på samme tidspunkt ved sidste valg til Stortinget i 2021.
Generelt har antallet af brevstemmer til de norske valg været stødt stigende i flere årtier.
Også blandt nordmændene i udlandet har der været stor interesse for det kommende valg.
Dagens Næringsliv skriver, at det norske konsulat i Zürich i Schweiz måtte bestille flere stemmesedler, da man løb tør.
Konsulatet forsikrer om, at alle, som ønskede at stemme, fik mulighed for det.
Det er ikke længere muligt for nordmænd i udlandet at brevstemme til valget, som afholdes om ni dage.
I Norge brevstemmer man i et valglokale, hvor man i Danmark brevstemmer via et brevstemmested - det kan eksempelvis være på Borgerservice eller et bibliotek.
Stortinget er det norske parlament.
Ved en debat tidligere i august meldte både Norges nuværende statsminister, Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet, og Erna Solberg fra partiet Høyre sig som statsministerkandidater.
Fremskrittspartiets leder Sylvi Listhaug vil dog ikke udelukke, at hun er kandidat.
Foruden Høyre består den borgerlige blok af Venstre, Fremskrittspartiet og Kristeligt Folkeparti. Den rød-grønne blok består foruden Arbeiderpartiet af Senterpartiet, Sosialistisk Venstreparti, Rødt og Miljøpartiet De Grønne.
Jonas Gahr Støre har stået i spidsen for regeringen siden oktober 2021.
Regeringen bestod oprindeligt af Arbeiderpartiet og Senterpartiet. Senterpartiet forlod dog regeringen tidligere i år, og dermed er Arbeiderpartiet i dag alene i regering.
/ritzau/NTB