Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 30/01/2026 - 08:56

Fem anholdt i sag om brandstiftelse med molotovcocktail i Vanløse

Kort før midnat mandag blev en molotovcocktail kastet ind i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fem personer er blevet anholdt og bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør. De er sigtet for forsætlig brandstiftelse i Vanløse tidligere på ugen.

Det skriver Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Kort før midnat mandag blev en molotovcocktail kastet ind i en lejlighed på Jyllingevej i Vanløse.

De sigtede er mellem 22 og 25 år.

Der opstod en mindre brand i lejligheden, som det lykkedes lejlighedens beboer at slukke. Ingen kom noget til.

En molotovcocktail er en brandbombe, der består af en flaske med brændbar væske.

Anklagemyndigheden i Københavns Politi vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, der finder sted i Retten på Frederiksberg omkring klokken 11.00.

Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Sigtelsen læses derimod op for åbne døre, ligesom forsvareren kan fortælle, hvordan den mistænkte forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek