Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/03/2024 - 10:00

Sådan indretter du dit køleskab med hygiejnen i højsædet

Få svar på, hvorfor grøntsager altid skal være nederst i køleskabet, og hvorfor det måske ikke er en god idé, at mælken står i holderen i lågen.

Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Af: Af Alexander Broberg Tørring, Ritzau Fokus

Selv om køleskabe i professionelle køkkener på restauranter og caféer har andre standarder end dem derhjemme, er der alligevel huskeregler derfra, vi med fordel kan tage med hjem i det private køkken.

Særligt når det kommer til hygiejne, lyder det fra Thomas Rønsch Toftdahl, der er kokkeunderviser på Hotel- og Restaurantskolen.

Det er nemlig ikke helt ligegyldigt, hvilken hylde du sætter fødevarerne ind på.

- Øverst i køleskabet har du alle dine fødevarer, som er tilberedte. Det kan være en dessert, du vil holde kold, eller kødpålæg som eksempelvis noget rullepølse, siger han.

Dermed undgår du, at det færdigtilberedte mad kan blive forurenet med bakterier fra råt kød. Det ferske kød sætter du nemlig på hylden under.

- Her har vi den evige ballade med fisk, for det skal gerne opbevares ved en anden temperatur end andet kød, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Kokkeunderviseren forklarer, at på restauranter er der krav om, at fisk skal stå i et køleskab, der er to grader, mens andet kød skal stå ved fem grader.

Og har du ikke et så koldt køleskab, så skal fisken være dækket af is.

- Men sådan er det jo ikke derhjemme i privaten. Vær derfor opmærksom på, at fisken ikke bliver dårlig, lyder rådet.

På hylden under det ferske kød anbefaler Thomas Rønsch Toftdahl, at du opbevarer dine mejeriprodukter som eksempelvis ost.

- Disse varer er oftest pakket godt ind, så det ikke nødvendigvis gør så meget, hvis der skulle dryppe kødsaft ned på dem.

I et almindeligt køleskab har de fleste mennesker nok mælk og yoghurt i holderen i køleskabsdøren. Sådan er det ikke i et professionelt køkken eller hjemme hos kokkeunderviseren selv, fortæller han.

- Jeg bruger faktisk ikke lågen i døren til mælk. Her har jeg altid sodavand og vin i stedet.

- Det er ikke altid, at jeg synes, at køleskabet er koldt nok i lågen, til at mælken kan opretholde sin holdbarhed, forklarer han.

Ifølge kokkeunderviseren kan et alt for proppet køleskab være med til at sænke temperaturen.

Derfor anbefaler han, at du har en temperaturmåler liggende i døren. På den måde ved du altid, hvor koldt din mælk har det.

- Måske har du sat dit køleskab til fem grader, men så er der måske reelt otte grader. Det har jeg i hvert fald oplevet nogle gange.

I nederste skuffe skal du lægge dine grøntsager, som ikke er renset.

- Ligesom du kan blive syg af bakterier fra råt kød, så kan du også blive rigtig dårlig af jordbakterier, fortæller kokkeunderviseren.

- Har du derimod renset og skåret grøntsagerne, så vil jeg placere dem øverst, så der ikke kan komme kød- eller jordbakterier på dem.

Men inden du fordeler fødevarerne på hylderne, bør du også overveje, om du har gode nok beholdere og emballager til din mad.

- Køb gerne nogle gode plastikbøtter, som kan lukke tæt, men også ånde. På den måde undgår du en helt masse forurening, siger Thomas Rønsch Toftdahl.

Fryseposer kan ifølge kokkeunderviseren samle en hel del væske, som spreder bakterier rundt i køleskabet. Derudover rådner ting også hurtigere, fordi luften ikke kan slippe ud.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek