København, 01/08/2026 - 01:45
Infantino dropper udskældt Fifa-plan: Har skabt for stor splittelse
Fifas FFE-plan har skabt splittelse, der betyder, at idéen ikke kan tjene sit formål, siger Infantino.
Af: /ritzau/
Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) dropper planerne om at sælge en andel i forbundets turneringer til private investorer.
Det siger Fifa-præsident Gianni Infantino i en udtalelse til mediet Sky News.
- Efter at have lyttet nøje til alle synspunkter er det blevet klart, at projektet har skabt splittelser af en sådan karakter, at det – uanset opbakningens omfang – ikke længere tjener det formål, der oprindeligt lå til grund for det, siger Infantino.
- Vores formål har altid været - og vil altid være - at samle og udvikle fodbolden. Derfor bliver dette forslag ikke gennemført, lyder det videre.
Fifa lancerede tirsdag idéen om at etablere et kommercielt selskab, Fifa Forward Enterprise (FFE).
RITZAU




