Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 07/06/2026 - 23:31

Store europæiske lande støtter direkte Rusland-Ukraine-samtaler

Zelenskyj foreslog torsdag et møde mellem ham og Putin. Frankrig, Storbritannien og Tyskland bakker op.

Af: /ritzau/

Stats- og regeringschefer for Storbritannien, Frankrig og Tyskland bakker op om et forslag om direkte forhandlinger om en aftale om våbenhvile mellem Rusland og Ukraine.

Det skriver de i en fælles udtalelse søndag aften ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Meldingen kommer, efter at Zelenskyj søndag har mødtes med den såkaldte E3-gruppe, der består af Tyskland, Storbritannien og Frankrig, i den britiske hovedstad, London.

I opfordringen roser den britiske premierminister, Keir Starmer, den tyske forbundskansler, Friedrich Merz, og den franske præsident, Emmanuel Macron, en opfordring fra Zelenskyj om at finde frem til en afslutning på den mere end fire år lange krig.

- Den nuværende kontaktlinje bør være udgangspunkt for forhandlingerne.

- Internationale grænser må ikke ændres med magt, skriver stats- og regeringschefer for E3-gruppen.

Stats- og regeringscheferne skriver desuden, at de støtter forslaget om direkte dialog mellem Ukraine og Rusland med aktiv deltagelse fra USA og Europa.

Zelenskyj offentliggjorde torsdag et åbent brev til Ruslands præsident, Vladimir Putin. Her foreslog den ukrainske præsident et møde mellem de to for at tale om en afslutning på krigen.

Fredag svarede Putin i et ligeledes i et åbent brev, at han "indtil videre ingen grund" ser til at mødes med den ukrainske præsident.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek