Washington D.C., 24/04/2026 - 16:55
USA's justitsministerium lukker efterforskning af Powell
Vejen er banet for godkendelsen af USA's næste centralbankchef, efter at sag mod Jerome Powell er droppet.
Kent Nishimura/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
USA's justitsministerium lukker efterforskningen i en sag, der handler om omkostninger i forbindelse med en renovering af den amerikanske centralbanks hovedkvarter i Washington D.C.
Det meddeler statsanklager Jeanine Pirro i et opslag på det sociale medie X.
Hun tilføjer, at centralbankens generalinspektør i stedet er blevet bedt om at granske budgettet for renoveringen.
- Men bemærk, at jeg ikke vil tøve med at genoptage en strafferetlig undersøgelse, hvis fakta giver grundlag for det, skriver Pirro.
Præsident Donald Trumps administration har fået kritik for at have indledt den strafferetlige undersøgelse af Jerome Powell, den nuværende centralbankchef.
Powell selv oplyste i januar, at Fed var blevet stævnet. Stævningen har afsæt i hans udtalelser under kongreshøringer i juni 2025.
De handlede om renovering af Feds hovedkvarter. Trump sagde i fjor, at budgettet er overskredet og luftede tanker om, at det kan koste Powell jobbet.
Powell afviser at have gjort noget galt. Han siger, at stævningen er påskud for en mulig fyring.
Trump har flere gange luftet ønske om at fyre Powell, hvis mandat udløber i maj.
Tre tidligere centralbankchefer - Ben Bernanke, Alan Greenspan og Janet Yellen - har tidligere kritiseret Trump-administrationen for at have indledt en strafferetlig undersøgelse af Jerome Powell.
De advarede om, at Fed's vigtige uafhængighed er i fare. Ryger den, kan bankens troværdighed ryge samme vej.
I og med, at justitsministeriet nu har droppet efterforskningen af Powell, er vejen banet for, at Senatet kan godkende hans afløser.
Trump har indstillet Kevin Warsh som den næste Fed-chef.
Men en række senatorer - blandt dem republikaneren Thom Tillis - har sagt, at de vil blokere for godkendelsen af Warsh, indtil sagen mod Powell er løst.
/ritzau/




