Bruxelles, 17/03/2026 - 19:53
Cypern: Montenegro er på vej til at blive EU-medlem i 2028
Montenegro har nu lukket mere end en tredjedel af kapitlerne i tiltrædelsesforhandlingerne med EU.
Andreas Solaro/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Montenegro er på vej til at blive EU's 28. medlemsland i 2028.
Det siger Cyperns viceminister med ansvar for europæiske anliggender, Marilena Raouna, efter en tiltrædelseskonference for Montenegro tirsdag i Bruxelles.
Her lukkede det cypriotiske EU-formandskab, EU-Kommissionen og Montenegro endnu et kapitel i tiltrædelsesforhandlingerne.
Dermed er 14 af de 35 kapitler nu lukket. Det svarer til mere end en tredjedel.
- Montenegro er frontløber til at blive det næste medlemland i EU. Dette år vil være afgørende, og derfor opfordrer jeg Montenegro til at holde det høje reformtempo.
- Jeg tror på, at vi vil lukke flere kapitler i år, så Montenegro bevæger sig tættere på målet om at blive det 28. EU-land i 2028, siger Marilena Raouna.
Også EU-kommissær for udvidelse Marta Kos anerkender Montenegro som det land, der er længst fremme i processen.
- Montenegros regering har gjort det arbejde, som de har forpligtet sig på.
- Jeg tager selv til Montenegro i slutningen af marts. Her vil mit budskab være, at Montenegro skal fortsætte arbejdet, siger Marta Kos.
Hun peger på, at Montenegro fortsat blandt andet mangler at sikre et uafhængigt retsvæsen.
Montenegros premierminister, Milojko Spajic, deltog selv i tirsdagens tiltrædelseskonference i Bruxelles.
Han forventer, at det vil lykkes Montenegro at lukke de resterende kapitler i år. Dermed vil vejen i givet fald være banet for, at EU-landene og EU-institutionerne i 2027 kan godkende tiltrædelsen, som så i bedste fald kan ske i 2028.
Det kræver dog, at samtlige 27 EU-lande siger ja.
- Montenegro er fast besluttet på at fortsætte i et endnu højere tempo. Vi er overbeviste om, at vi vil afslutte alle kapitlerne i år, og vi ønsker fuldt medlemskab, siger Milojko Spajic.
Han opfordrer samtidig EU-landene til at huske på, at udvidelsen ikke kun handler om Montenegro, men om EU's egen sikkerhed og evne til at holde Vestbalkan fri af russisk indflydelse.
- Montenegros tiltrædelse kan bidrage til et større reformdagsorden på Vestbalkan, siger Milojko Spajic.
Han henviser dermed til, at andre Vestbalkan-lande som Albanien, Bosnien-Hercegovina og Nordmakedonien også forsøger at gøre sig klar til EU-medlemskab.
/ritzau/




