Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 11/08/2026 - 15:54

Dansk politi begærer ungarsk mand udleveret i sag om 15-årig pige

En 15-årig dansk pige forlod tirsdag sit hjem i Hedensted. Torsdag fandt politiet hende i Ungarn.

Af: /ritzau/

Sydøstjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at en mand er blevet anholdt i Ungarn i en sag om en 15-årig pige, der i sidste uge var efterlyst.

Pigen forlod sit hjem i Hedensted tirsdag. Torsdag blev hun fundet i Ungarn.

Som led i efterforskningen af sagen har Sydøstjyllands Politi anmodet de ungarske myndigheder om at anholde manden.

Anholdelsen er sket på baggrund af en dansk udstedt arrestordre, lyder det i pressemeddelelsen.

Sydøstjyllands Politi har begæret manden udleveret fra Ungarn til Danmark.

- Anholdelsen er et vigtigt skridt i efterforskningen, men der er fortsat en række forhold, som vi arbejder på at få klarlagt, siger vicepolitiinspektør Christian Skyt i pressemeddelelsen.

Han siger videre, at politiet på grund af den igangværende efterforskning ikke har mulighed for at oplyse nærmere om de konkrete efterforskningsskridt i sagen.

- Vi håber på forståelse for, at der derfor er oplysninger, som vi på nuværende tidspunkt ikke kan dele med offentligheden, lyder det fra vicepolitiinspektøren.

Tidligere tirsdag oplyste en ungarsk domstol, at en 22-årig ungarsk mand var blevet varetægtsfængslet i Ungarn i sagen.

Af pressemeddelelsen fra domstolen fremgår det, at manden er anholdt på baggrund af en dansk arrestordre, der er udstedt med henblik på at retsforfølge manden for frihedsberøvelse, udnyttelse af børn og forbrydelser relateret til overgrebsmateriale med børn.

Ritzau har tidligere tirsdag spurgt Sydøstjyllands Politi, om politikredsen kan bekræfte de oplysninger. Politiet henviser til pressemeddelelsen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek