København, 04/05/2026 - 18:22
Forsvaret markerer 81-året for Danmarks befrielse flere steder
Forsvaret markerer Danmarks befrielse med begivenheder på blandt andet Flyvestation Aalborg og Flyveskolen.
Af: /ritzau/
Om aftenen den 4. maj 1945 lød det i radioen, at de tyske tropper i Danmark havde overgivet sig.
81-året for Danmarks befrielse af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig markeres mandag og tirsdag rundtomkring i landet og på Forsvarets tjenestesteder.
Det skriver Forsvarskommandoen i en pressemeddelelse.
I Nordjylland har Børglum Kloster og Flyvestation Aalborg slået sig sammen og afholder mandag et fælles arrangement.
Her vil der blandt andet blive kastet en kasse ned i faldskærm fra et af Forsvarets Hercules-fly.
Begivenheden symboliserer de allieredes nedkastninger af våben og ammunition til modstandsbevægelsen under krigen.
Flyveskolen, der hører til på Flyvestation Karup, markerer mandag aften også 81-året for befrielsen.
Her vil fire piloter fra Flyveskolen flyve hen over tre af de danske kirkegårde, hvor der ligger faldne allierede piloter, som styrtede ned og omkom i Danmark.
De fire piloter vil flyve i en fireskibsformation, og når de flyver over kirkegårdene, vil de udføre en såkaldt "missing-man-formation", som symboliserer, at det ikke var alle, som tog afsted, der vendte hjem igen.
/ritzau/




