Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

London, 07/07/2022 - 08:15

Endnu en britisk minister går af: Landet fortjener bedre

Minister for Nordirland er den seneste i en række af ministre, der har trukket sig fra den britiske regering.

Handout/Reuters

Af: /ritzau/

Endnu en minister trækker sig fra Storbritanniens regering.

Den britiske minister for Nordirland, Brandon Lewis, har torsdag morgen meddelt sin afgang.

Han oplyser på det sociale medie Twitter, at han har indgivet et brev med sin opsigelse til den britiske premierminister, Boris Johnson.

Brandon Lewis var angiveligt blandt de ministre, der onsdag aften havde bedt Boris Johnson om at gå af.

Det har Boris Johnson igen og igen afvist. Og torsdag morgen siger Brandon Lewis altså stop.

- Jeg kan ikke ofre min personlige integritet for at forsvare tingene, som de er nu. Det er tydeligt, at vores parti, parlamentariske kolleger, frivillige og landet som helhed fortjener bedre, skriver Lewis i opsigelsesbrevet til Boris Johnson.

Brandon Lewis er den seneste i en lang række af ministre, der har trukket sig i protest mod premierminister Boris Johnson.

Boris Johnson er i strid modvind. Den seneste sag, som har vakt kritik, handler om det tidligere parlamentsmedlem Chris Pincher.

Han blev tvunget til at gå af efter afsløringer om seksuelle krænkelser.

Tirsdag måtte Boris Johnson undskylde for, at han i februar havde udpeget Pincher til en stilling, hvor han skulle håndhæve partidisciplin.

Det skete, selv om Johnson var blevet orienteret om, at Pincher var anklaget for seksuelle krænkelser.

Også partygate-skandalen, som handler om ulovlige fester holdt i regeringskontorerne, mens landet var underlagt strenge coronaregler, har ført til heftig kritik af premierministeren.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek