Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 16/12/2025 - 10:50

Rejser frarådes til thailandske ferieøer ved grænsen til Cambodja

En forværret grænsestrid betyder, at Udenrigsministeriet fraråder rejser til Koh Chang og Koh Kood i Thailand.

Af: /ritzau/

Udenrigsministeriets rejsevejledning til Thailand og Cambodja er blevet skærpet, fordi en strid mellem de to lande er forværret.

Det skriver Udenrigsministeriet på den sociale platform X.

For Thailand frarådes alle rejser til grænseområdet til Cambodja i en zone på 50 kilometer.

Det inkluderer øer som Koh Chang, Koh Kood og Koh Mak, som ligger i Trat-provinsen.

For Cambodja gælder det samme med en zone på 50 kilometer fra grænsen.

Konflikten bunder i, at Thailand og Cambodja i mere end 100 år har kæmpet om suverænitet over området omkring deres 817 kilometer lange fælles grænse.

Konflikten mellem de to sydøstasiatiske lande er fra tid til anden blusset op. Det er sket igen inden for de seneste måneder.

- Sikkerhedssituationen er ustabil og uforudsigelig. Den kan forværres uden varsel. Der kan være militære sammenstød, missilnedslag og indføres udgangsforbud, skriver Udenrigsministeriet i rejsevejledningerne.

Det danske ministerium opfordrer rejsende til at holde sig opdateret via medier som Phnom Penh Post eller Khmer Times samt lokale myndigheder, hotel, rejsebureau eller flyselskab.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek