Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 02/07/2026 - 15:00

Ikano Bank får millionbøde for markedsføring af Ikeas shoppingkort

Retten i Glostrup har vurderet, at banks markedsføring af kredittilbud i Ikea var vildledende.

Af: /ritzau/

Ikano Bank brugte vildledende formuleringer, da de i februar 2023 sendte et brev ud til 4627 kunder om, at de kunne få udbetalt et rådighedsbeløb fra deres Ikea Shoppingkort.

Det vurderer Retten i Glostrup, som har idømt banken en bøde på to millioner kroner for brud på markedsføringsloven.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

- Vi er tilfredse med dommen, der understreger, at det skal stå klart og tydeligt for forbrugerne, når de optager gæld, og hvilke forpligtelser det nu indebærer, udtaler forbrugerombudsmand Torben Jensen i meddelelsen.

Ifølge Forbrugerombudsmanden kunne man ikke læse ud fra brevet, at der var tale om et lån i form af træk på en kredit.

I pressemeddelelsen skriver Forbrugerombudsmanden, at det også var rettens vurdering, at brevets indhold og formuleringer var vildledende, da vilkårene og konsekvenserne ikke fremgik af brevet.

Ikano Bank udspringer af Ikea-familien og blev grundlagt af Ingvar Kamprad, som stiftede Ikea i 1940'erne, skriver banken på sin hjemmeside.

Ifølge Forbrugerombudsmanden har retten også slået ned på markedsføringen af shoppingkortet til nye kunder.

På Ikeas hjemmeside kunne man læse, at man kunne få kredit på op til 130.000 kroner uden renter og gebyrer. Tilbuddet gjaldt dog kun de første 60 dage, men det skulle man scrolle ned på hjemmesiden for at finde.

Retten vurderer i sin dom, at indholdet og hjemmesidens opsætning var vildledende, lyder det i pressemeddelelsen.

RITZAU

TjekDet - faktatjek