Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/02/2024 - 08:00

Døende mand ændrede Basims liv

I en alder af blot 24 år blev Basim forældreløs. Nu stiller han op Dansk Melodi Grand Prix med en vigtig livslære.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

For ti år siden vandt Basim de danske grandprixfans' hjerter med den poppede kærlighedshymne "Cliché Love Song", som landende på en niendeplads i Eurovision-finalen.

Nu et årti efter vil Basim gentage succesen, men nå et nøk længere i det internationale melodigrandprix og synge Danmark helt til tops.

Men først skal Basim vinde det danske melodigrandprix, som løber af stablen i DR Koncerthuset i København 17. februar, med sangen "Johnny". Nummeret er inspireret af en mand, Basim mødte på det hospice, som hans egen far også lå på.

- "Det er sgu da dig fra fjernsynet! Hvad fanden laver du her, knægt?", genfortæller Basim om sit første møde med Johnny.

- Jeg har altid været interesseret i mennesker og synes, det er oprigtigt interessant at møde nye mennesker og lære dem at kende. Så selvfølgelig taler jeg med ham. Det er helt naturligt, qua min opdragelse, at når en ældre taler, så lytter man, fortæller Basim.

De to faldt i snak. En faderlig snak om tankerne om livet, når man ligger på dødslejet - Basim med sit foran sig, mens Basims far og Johnny var ved at miste det.

Johnny bekendte sig til Basim, at han var ked af, at folk først kom forbi, når enden var nær.

- Det blev en vigtig snak, for på det tidspunkt forstår jeg ikke rigtigt vigtigheden af den livslære, fortæller Basim.

- Jeg har været for ung og umoden til at forstå, hvad fanden manden mener med, at han er ked af, at folk først kommer med blomster, når han skal til at dø - altså: "Hvorfor gider du have blomster?". Men det var ikke det, det handlede om, kan jeg godt se nu efter at have haft døden i øjnene i mit liv.

I en alder af blot 24 år var Basim blevet forældreløs.

Han mistede sin far til leukæmi i 2012. Fire år efter døde hans mor af Parkinsons sygdom.

- Selv om Johnny gav mig den livslære dengang, så var det ikke, fordi jeg efter min fars død var sådan: "Nu skal jeg huske at være der". Jeg har ikke været voksen nok. Men det vil jeg prøve at huske mig selv på nu resten af mit liv, siger den i dag 31-årige sanger og popproducer.

At han først skulle blive rigtig voksen, før han kunne det, er ikke noget, Basim angrer.

- Fortrydelse kommer ikke et kærligt sted fra. Jeg vil hellere sige, at jeg er glad for, at jeg har lært det. For hvis jeg aldrig havde været på det hospice og lært det og mødt denne energi, så har jeg aldrig nogensinde kunne skrive, fortælle og dele denne historie. Det er en påmindelse til mig selv om at huske at leve livet, siger Basim.

- Noget, jeg har lært med tiden, er, at vi har rigtig travlt. Vi har travlt med næste projekt, vi vil gerne have den fede bil, den fede karriere, de fede billeder - og likes. Men det er jo alt pynten på kagen, siger han og fortsætter:

- Det er ikke lige så vigtigt som essensen, som er de folk, der er der for en, når man ligger ved dødslejet. Når man er på bunden af havet og har det svært. Jeg tror, det er vigtigt at stoppe op nogle gange og huske på, hvem er de vigtige i dit liv.

Adspurgt, om Johnny er mandens rigtige navn eller et alias, svarer Basim, at det er komplekst.

- For mig hedder han Johnny, siger Basim og uddyber:

- Johnny er mange ting: Johnny er døden. Han er sorgen. Årene. Han er skammen. Inden i mig er det Johnny.

Om Basim vinder Dansk Melodi Grand Prix bliver afgjort lørdag aften. Showet, som har Stéphanie Surrugue og Sara Bro som værter, bliver sendt på DR1 klokken 20.00.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek