Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/06/2026 - 18:52

Benfica bekræfter Real Madrids interesse i Mourinho

Real Madrid ønsker at hente Jose Mourinho, hvis Florentino Perez vinder præsidentvalget, skriver Benfica.

Pedro Nunes/Reuters

Af: /ritzau/

Benfica bekræfter i en børsmeddelelse, at Real Madrid har udtrykt interesse for at hente træner Jose Mourinho til den spanske storklub.

Det skriver det portugisiske sportsmedie A Bola, der citerer meddelelsen.

Benfica har modtaget en "hensigtserklæring" fra Real, der ønsker at hente Mourinho, hvis Florentino Perez vinder det kommende præsidentvalg i Real.

- Hvis dette scenarie bliver en realitet, vil ansættelsen ske for et beløb på 15.000.000 euro, lyder det ifølge mediet fra Benfica.

Trænerikonet Mourinho har længe været sat i forbindelse med et skifte til Real. Ifølge britiske medier har parterne allerede en aftale på plads.

Præsidentvalget i den spanske kongeklub er sat til at finde sted 7. juni, og det bliver det første reelle valg i klubben i mange år.

Florentino Perez har siddet tungt på posten siden 2009 uden modkandidater, men denne gang er der lagt op til konkurrence.

Den spanske forretningsmand Enrique Riquelme har meddelt sit modkandidatur. Perez er ikke blevet udfordret ved et valg siden 2004.

Den 79-årige Perez blev første gang valgt som Real-præsident i 2000, inden han trak sig seks år senere.

Han vendte tilbage i 2009 som den eneste kandidat og er siden blevet genvalgt uden modkandidater hvert fjerde år.

Mourinho har været træner i Benfica siden september. Tidligere har han stået i spidsen for storklubber som Manchester United og Chelsea.

Desuden kender han Real Madrid ganske godt. Han blev ansat i klubben i 2010, og to år senere førte han Real til mesterskabet, inden han stoppede i 2013.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek