København, 09/02/2026 - 12:20
Bandeprofil på Instagram fik politiet på sporet af kommunalansat
En 27-årig tidligere kommunalansat er tiltalt for at have solgt CPR-oplysninger til kriminelle.
Af: /ritzau/
Det var profiler på Instagram og Telegram, der førte politiet på sporet af en 27-årig tidligere studentermedhjælper i Københavns Kommune, der er tiltalt for at have solgt CPR-oplysninger.
Det kommer frem i anklagemyndighedens præsentation af straffesagen mod den 27-årige, der mandag er blevet indledt i Københavns Byret.
Han er tiltalt for forsøg på medvirken til røveri og grov vold i en række tilfælde samt forsøg på medvirken til et drabsforsøg på en mand i Herning.
I sommeren 2024 følger politiet nemlig med i, hvad der bliver delt på Instagram-profilen "bandeland.danmark. 1" og Telegram-profilen "Gangland Worldwide".
Blandt det, der blev delt, er oplysninger om en konflikt mellem den danske rockerklub Comanches MC og den kriminelle svenske gruppe Jordbær-netværket.
Der blev i en såkaldt story på Instagram-profilen delt en video af et skyderi mod en bygning. Ifølge Instagram-profilen var skyderiet en besked fra Jordbær-netværket til Comanches.
Derudover skrev profilen, at Jordbær-netværket havde en liste over Comanches-medlemmers navne og adresser.
På et tidspunkt fik Comanches lov til at få ordet på Instagram-profilen.
- At skyde hjemme ved folks gamle mor er intet, vi har respekt for, skrev et Comanches-medlem i en story.
En story på Instagram er et opslag, der kun er tilgængeligt i 24 timer.
Senere samme aften blev der til Instagram-profilen sendt billeder, der skulle vise, at forældrene til den person, der havde talt på Comanches' vegne, var døde.
- Det er meget tydeligt, at de her billeder er taget fra opslag i CPR-registret, siger anklageren i retten mandag formiddag.
Det fik politiet til at tjekke, hvem der havde foretaget søgninger i CPR på Comanches-medlemmer.
Det ledte frem til profilen tilhørende den 27-årige mand, der er tiltalt i sagen.
Han erkender mandag i Københavns Byret, hvor han er iført en grøn skjorte, sorte bukser og briller, at han har foretaget uberettigede opslag i CPR og delt dem.
Han nægter sig skyldig i medvirken til drabsforsøg samt medvirken til forsøg på grov vold og røveri.
/ritzau/




