December nærmer sig, og små øjne glitrer ved tanken om, at julemanden snart spænder Rudolf og resten af rensdyrene for kanen, der er læsset med en bugnende gavesæk.
Men er det skidt for dit barn at tro på den magiske, runde mand, der klukker hjerteligt i sit snehvide skæg?
Slet ikke, siger psykolog Julie Aasbjerg Andersen, som er indehaver af praksissen Mentalt Overskud, der tilbyder terapi til både børn og voksne.
- Forskere har studeret børns fantasiudvikling, og de konkluderer faktisk, at troen på julemanden stimulerer børns kreative tænkning og hjælper børn med at forstå komplekse idéer og symboler, fortæller Julie Aasbjerg Andersen og fortsætter:
- Så det er ikke helt dumt at tro på julemanden, selv om man som forælder jo godt kan føle, at man lyver for sine børn.
Er du i tvivl om, hvordan du skal gribe julemandsløgnen an, har Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent hos organisationen Børns Vilkår, et klart råd.
- Rettesnoren må være, hvad barnet er optaget af, siger hun.
Hvis barnet for eksempel kommer totalt begejstret hjem fra børnehaven og fortæller løs om julemanden, skal du prøve at møde barnet i den begejstring - også selv om du måske selv synes, det er noget pjat.
- Barnet har hørt en god historie og vil gerne dele den med dig. Det handler ikke om julemand eller ej eller pakkekalender eller ej. Det, der betyder noget for børn i relationen til dig, er, at de bliver mødt i det, de er begejstrede for, siger Ida Hilario Jønsson.
Du kan møde dit barn ved blot at spørge ind til det, barnet fortæller. Spørg, hvordan barnet forestiller sig, at julemanden ser ud, hvor han bor, og hvad han laver.
På den måde tager du udgangspunkt i barnets perspektiv og fantasi. Herfra kan du hoppe med på legen i det omfang, du selv har lyst til, lyder det fra Ida Hilario Jønsson.
- Lad din egen fantasi afgøre, hvor langt du går. Børn kan jo godt mærke, hvis forældrene prøver at finde på, men ikke selv synes, at det er sjovt. Det er, ligesom når vi leger med vores børn, så kan de godt mærke, hvis vi i virkeligheden ikke har lyst, siger hun.
Ifølge psykolog Julie Aasbjerg Andersen opstår troen på julemanden som oftest i tre-fireårsalderen og forsvinder, lige deromkring hvor barnet begynder i skole.
Det er derfor uundgåeligt, at tvivlen langsomt udfordrer den bjældeklingende magi.
- Sociale medier spiller en betydelig rolle, fordi barnet her bliver udsat for en overflod af informationer, som kan føre til tidlige afsløringer om julemandens eksistens. Så det skal man være opmærksom på som forælder, fortæller Julie Aasbjerg Andersen.
Spørger dit barn i en tidlig alder ind til, om julemanden findes eller ej, kan du forsøge dig med svaret: "Vi leger, at han findes." Det sagde hun selv til sine børn, da de begyndte at spørge.
- Børn tager leg meget alvorligt. Derfor kan man godt sige til dem: "Julemanden er noget, vi tror på. Det er noget, vi leger". Børnene har en forståelse for, at leg er noget andet end virkelighed, men legen er samtidig virkelig for dem, siger psykologen.
For de fleste børn fordufter fantasien om julemanden lidt efter lidt og helt af sig selv. For andre kan det opleves som en stor skuffelse, når realiteterne pludselig står strålende klart for dem. I sidstnævnte scenarie er det vigtigt at lade barnet være ked af det, understreger Julie Aasbjerg Andersen.
- Det handler om at hjælpe barnet med de svære følelser og give det lov til at reagere, og så kan du forklare bagefter, siger hun.
/ritzau fokus/
