København, 15/02/2026 - 21:45
Jacob Mark bliver spidskandidat for SF i Hillerød
SF's Jacob Mark vil igen være at finde på stemmesedlen ved næste folketingsvalg. Han opstilles i Nordsjælland.
Af: /ritzau/
SF-profilen Jacob Mark er tilbage i den politiske arena i et år med folketingsvalg.
Og søndag er han blevet valgt som partiets spidskandidat i Hillerød.
Det oplyser SF's bestyrelsesformand i Hillerød, Laila Dall, i en e-mail til Ritzau.
Det betyder, at Jacob Mark kan stemmes på i hele Nordsjælland ved det kommende folketingsvalg, lyder det i e-mailen.
Alle partiets medlemmer er over weekenden blevet orienteret om, og der er fuld opbakning til kandidaturet, skriver Laila Dall.
- Hillerød er en af de kommuner, hvor SF står absolut stærkest, og vi ser valget af Jacob Mark som en markant styrkelse af vores politiske arbejde - både lokalt og landspolitisk, lyder det videre.
I sidste uge bekræftede politikeren selv, at han var klar til at vende tilbage til Christiansborg.
For lidt over et år siden trak Jacob Mark sig fra politik - blandt andet efter at have mistet noget af synet efter en stresssygemelding. Stressen truede på et tidspunkt med at gøre ham blind.
/ritzau/




