Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/03/2025 - 10:42

I krisetid får Socialdemokratiet den højeste opbakning i over et år

Midt i den internationale verdensordens opbrud får Socialdemokratiet den højeste meningsmåling i over et år.

Ukrainian Presidential Office Ha/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Mens verdensordenen er i opbrud, og statsminister Mette Frederiksen (S) rejser til møder om krig og fred i Europas hovedstæder, stiger den hjemlige opbakning til Socialdemokratiet.

Statsminister-partiet står nu til at få den højeste opbakning i en meningsmåling fra analyseinstituttet Voxmeter i over et år.

Det viser en ny måling, Voxmeter har foretaget for Ritzau.

Hvis der var valg i morgen, ville 22,6 procent af de adspurgte stemme på Socialdemokratiet.

Det er den højeste måling for partiet foretaget af Voxmeter siden februar 2024.

Målingen er behæftet med en statistisk usikkerhed på 2,6 procentpoint for partiet.

Socialdemokratiet er dog inde i en opadgående popularitetskurve, viser den seneste tids målinger fra instituttet.

Den forrige måling viste en opbakning på 21,8 procent, og for en måned siden lød tallet på 20,4.

Sidste år var Socialdemokratiet endnu hårdere ramt, da flere målinger blot viste en opbakning på omkring 19 procent, mens SF skød i vejret med flere målinger omkring samme niveau.

Nu har socialdemokraterne dog lagt afstand til det gamle støtteparti igen. SF får i målingen 15 procent.

For regeringen som samlet enhed er det også den bedste måling længe.

SVM-regeringen får tilsammen 37,2 procent af stemmerne. Det er den højeste opbakning til de tre partier siden august 2024.

Kort herefter gik det dog galt i særligt Moderaterne, hvor en krise i partiets sekretariat skar en stor del af opbakningen til midterpartiet.

Moderaterne har stadig ikke fundet tilbage til sin gamle støtte, og partiet står i den nye måling til at få 3,5 procent af stemmerne.

Venstre står nu til en opbakning på 11,1 procent.

Selv om regeringen er gået en smule frem i forhold til målingen på 33,6 procent for en måned siden, er den svindende opbakning siden valget i 2022 stadig tydelig.

Her fik regeringens tre partier 50,1 procent af stemmerne.

Målingen fra Voxmeter er indsamlet fra 24. februar til 2. marts med svar fra 1012 personer.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek