Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 25/01/2023 - 09:44

Aldrig set før: Gammel kending får sjette stol i Løvens hule

Endnu en investor kommer på banen i "Løvens hule". Tommy Ahlers gør comeback som gæsteinvestor i flere cases resten af sæsonen. Det annoncerer DR.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

DR har sat endnu en stol i studiet i "Løvens hule". Så i resten af sæsonen vil der sidde seks investorer foran en række af de iværksættere, der håber på en investering.

Af den grund er Tommy Ahlers inde igen.

Den 47-årige erhvervsmand gør comeback i "Løvens hule" efter fem års fravær.

- Det var en rigtig god oplevelse at være med i de tre første sæsoner. Så da DR spurgte, om jeg kunne være frisk på at vende tilbage i en sjette stol i nogle programmer, så var det noget, jeg gerne ville være en del af igen, siger Tommy Ahlers og fortsætter:

- Alt kan ske i hulen, plejer vi at sige. Og jeg har igen oplevet superdygtige iværksættere, som - blandt andet gennem noget af en brandtale i afsnit tre - har fået mig til at investere.

DR har i tidligere sæsoner overvejet at få endnu en investor ind. Men først i år har det kunnet lade sig gøre, forklarer programmets redaktør, Anne Askov.

- At byde velkommen til Tommy Ahlers endnu en gang ved en række investeringer giver dette års programserie en ny og spændende dimension. Han er ikke en permanent investor, men blot med som gæst i denne sæson, siger Anna Askov.

Tommy Ahlers var blandt investorerne, da den danske udgave af "Løvens hule" fik premiere på DR i 2015.

Tommy Ahlers stoppede efter tredje sæson i 2018, da han blev headhuntet til jobbet som uddannelses- og forskningsminister i Lars Løkke Rasmussens VLAK-regering.

Da regeringsmagten overgik til Socialdemokratiet efter folketingsvalget i 2019, fik Tommy Ahlers først posten som Venstres erhvervsordfører og siden som partiets klimaordfører.

I 2021 stoppede Tommy Ahlers i Folketinget.

- Dels fordi jeg gerne vil være med at levere løsninger i den grønne omstilling sammen med andre iværksættere, og dels fordi jeg ofte oplever, at politik handler meget om spillet og lidt for lidt om visionerne og de gode idéer, forklarede han i en pressemeddelelse.

I dag investerer han fra sin egen fond med overvejende fokus på den grønne omstilling.

"Løvens hule", hvor Tommy Ahlers gør Jesper Buch, Jacob Risgaard, Christian Arnstedt, Louise Herping og Anne Stampe selskab, sendes på DR1 og DRTV torsdag den 26. januar.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek