Poltava, 03/07/2025 - 11:19
To meldes dræbt og 11 såret i historisk by i Ukraine
Efter russisk angreb er flere bygninger brudt i brand i Poltava - herunder et militært rekrutteringscenter.
Af: /ritzau/
Et russisk angreb på byen Poltava i det centrale Ukraine har torsdag kostet to personer livet og såret yderligere 11.
Det oplyser Poltava-regionens guvernør, Volodymyr Kohut, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Ukraines militær er et militært rekrutteringscenter og en nærliggende beboelsesejendom brudt i brand efter angrebet.
Brandvæsnet forsøger torsdag formiddag at få bugt med flammerne.
Det fremgår ikke, om angrebet blev udført med missiler eller droner - eller eventuelt begge dele.
Poltava ligger knap 300 kilometer sydøst for Ukraines hovedstad, Kyiv. Byen har en lang historie. Arkæologiske fund peger på, at Poltava blev grundlagt i det ottende eller niende århundrede.
Før Ruslands invasion af Ukraine havde Poltava omkring 300.000 indbyggere. Det er uvist, hvor mange der bor der nu.
Rusland har den seneste måned intensiveret sin offensiv i Ukraine og har udført nogle af krigens foreløbig største angreb.
/ritzau/