Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 10/03/2026 - 11:27

Mand tiltalt for at udsætte 43 piger for sextortion på sociale medier

Anklagemyndigheden har tiltalt en 25-årig mand for såkaldt sextortion mod piger på Snapchat og TikTok.

Af: /ritzau/

En 25-årig mand er blevet tiltalt for at have udsat 43 piger i alderen 12 til 18 år for det, som politiet kalder sextortion.

Det handler om, at han kom i kontakt med pigerne på de sociale medier Snapchat og TikTok, hvor han fik pigerne til at sende intime fotos af sig mod et pengebeløb.

Herefter brugte manden billederne til at afpresse pigerne til at sende flere fotos og videoer af sig.

Billederne og videoerne var af så intim karakter, at anklagemyndigheden har tiltalt ham for flere tilfælde af voldtægt samt forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje begået mod piger på både under og over 15 år.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.

Retssagen begynder til september.

Det fremgår ikke, hvordan manden forholder sig til anklagerne.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek