Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/08/2024 - 10:41

Stor værtsrokade og oprustning på TV 2

Divya Das og Lasse Sjørslev vender tilbage til nyhederne efter et par års udlån på "Go' aften live". Og så bliver vært Ask Rostrup ny politisk analytiker.

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Et par velkendte ansigter vender retur til TV 2 Nyhederne.

Lasse Sjørslev og Divya Das, der begge har været udlånt som værter på aktualitetsprogrammet "Go' aften live", skal fra september igen læse nyhederne op.

Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

- Lasse og Divya har begge valgt med hjertet at vende tilbage til deres udgangspunkt som værter, uddyber chefredaktøren på TV 2 News, Anne Mette Svane, i pressemeddelelsen.

Hun tilføjer derudover, at nyhedsvært Ask Rostrup slutter sig til TV 2's Christiansborg-redaktion, hvor han bliver ny politisk analytiker, op til næste års kommunalvalg og med et folketingsvalg i sigte i de kommende år.

- Ask Rostrup er en fantastisk dygtig formidler og analytiker af dansk politik, som han har dækket og fulgt indgående over tre årtier, siger Anne Mette Svane i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Med høj troværdighed, dyb viden og en veludviklet kritisk sans sætter Ask Rostrup altid en ære i at gøre politik forståeligt og tilgængeligt, så endnu flere danskere har lyst til at følge udviklingen i dansk politik, lyder det fra TV 2 News' chefredaktør.

Ask Rostrup kommer fra stillingen som vært på TV 2 News og for det politiske magasin "Besserwisserne". Værtsjob, som Lasse Sjørslev nu overtager .

Også Divya Das får opgaver på TV 2 News, hvor hun skal være vært på eftermiddagsprogrammet "News & Co.".

Hun har været barselsvikar på "Go' aften live" for Petra Nagel, der nu vender tilbage.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek