Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Melbourne, 19/01/2024 - 09:10

Holger Rune tager fra Australian Open med oprejst pande

Holger Rune skuffede med tidlig exit fra Australian Open, men det går ifølge ham selv i den rigtige retning.

William West/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Selv om det blev til en skuffende exit fra anden runde af Australian Open, tager Holger Rune fra årets første grand slam med oprejst pande.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, men vi må se på, hvad der gik godt, og hvad der ikke gik godt. Og så må jeg komme tilbage stærkere, siger han på et pressemøde efter torsdagens nederlag til wildcardspilleren Arthur Cazaux.

Selv om danskeren, der har udtalt, at han vil spille med om tennissportens største titler, i Australien ikke formåede at leve op til sine egne forventninger, har han stadig tiltro til, at han bevæger sig i den rigtige retning.

Han vil derfor ikke sammenligne torsdagens resultat med sin deltagelse i US Open i efteråret, hvor Rune røg ud i første runde.

- Det var en håbløs kamp (i US Open, red.) og en håbløs periode i mit liv. Så det er en meget anderledes situation lige nu, siger han.

- Jeg spillede god tennis (mod Cazaux, red.), og det var nogle små ting, der gjorde, at jeg ikke vandt. Bliver man ved med det kamp efter kamp, kommer man til at spille bedre.

Kort efter nederlaget i US Open stoppede Rune samarbejdet med sin daværende træner Patrick Mouratoglou.

Siden sagde han også farvel til danskeren Lars Christensen.

Ind kom i stedet først Boris Becker, der tidligere har været træner for Novak Djokovic. Og lige før starten på Australian Open hyrede Rune Severin Lüthi, som i 15 år har trænet ikonet Roger Federer.

Den korte tid med Lüthi, som i modsætning til Becker var med Rune i Australien, har dog ikke påvirket danskeren op til Australian Open.

- Vi nåede at arbejde sammen i to-tre uger inden Australian Open, så vi havde lært hinanden at kende. Og vi var også i tæt kontakt, da jeg spillede i Brisbane, siger Rune med henvisning til optaktsturneringen lige inden Australian Open.

I Brisbane tabte Rune til Grigor Dimitrov i finalen.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek