København, 26/04/2026 - 20:37
Mette Frederiksen afholder nye regeringsforhandlinger mandag
Mette Frederiksen har som kongelig undersøger i flere uger forhandlet om at danne ny regering.
Yiannis Kourtoglou/Reuters
Af: /ritzau/
I begyndelsen af næste uge vil der igen være forhandlinger om at danne en ny regering.
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) afholder mandag regeringsforhandlinger på Marienborg.
Det skriver Socialdemokratiet søndag aften i en kortfattet pressemeddelelse.
Partiet oplyser dog hverken, hvornår forhandlingerne går i gang, hvilke partier der er inviteret, eller hvilke emner der er på dagsordenen.
Mette Frederiksen har i flere uger forhandlet med en række partier om en ny regering.
Hun fik efter valget som kongelig undersøger mandat til at afsøge en regering med deltagelse af SF og De Radikale.
I første omgang har Mette Frederiksen forsøgt at afsøge en centrum-venstre-regering, men Lars Løkke Rasmussen (M) meldte hurtigt ud, at han havde svært ved at se sig i en regering, der baserede sig på Enhedslistens mandater.
Moderaterne fik en nøglerolle ved valget, da hverken rød eller blå blok kan danne flertal alene.
Moderaterne ser gerne, at Venstre og De Konservative deltager i en ny regering over midten, men partierne har hidtil været afvisende.
Mette Frederiksen har på opfordring af Moderaterne haft de to blå partier til forhandlinger, men det tyder indtil videre ikke på, at der bliver dannet en ny midterregering.
- Jeg har hele tiden sagt, at vi forhandler med de partier, der er villige til at påtage sig et ansvar, men jeg synes ikke helt, det er det svar, der bliver givet, sagde Mette Frederiksen i fredags.
Hun sagde desuden, at hun regnede med at bruge weekenden på at sikre fremdrift i regeringsforhandlingerne.
Mette Frederiksen forhandler i øjeblikket mest intenst med SF, De Radikale og Moderaterne om at danne ny regering og med Enhedslisten og Alternativet om at være parlamentarisk grundlag.
Torsdag sagde hun, at forhandlingerne ikke har en deadline.
Forhandlingerne har stået på siden 27. marts.
/ritzau/




