Washington D.C., 26/04/2026 - 11:18
Efter skyderi: Briterne arbejder tæt med USA forud for kongebesøg
I næste uge besøger kong Charles og dronning Camilla USA. Det sker kort efter skyderi ved pressemiddag.
Ian Vogler/Reuters
Af: /ritzau/
Den britiske regering er fortsat i tæt samarbejde med amerikanske sikkerhedstjenester forud for kongeparrets statsbesøg i USA i den kommende uge.
Det siger Darren Jones, sekretariatschef for premierminister Keir Starmer, til Sky News, efter at et skyderi fandt sted ved den årlige korrespondentmiddag i Washington D.C. natten til søndag.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, var blandt deltagerne ved pressemiddagen og måtte føres væk af sikkerhedstjenesten Secret Service. Det er planen, at han skal mødes med kong Charles og dronning Camilla under statsbesøget.
Adspurgt om hændelsen siger Darren Jones, at den britiske regering og Buckingham Palace tager kong Charles' sikkerhed "meget alvorligt".
Derudover er omfattende drøftelser allerede i gang og vil fortsætte i de kommende dage.
- Med hensyn til Hans Majestæts besøg i USA i næste uge forbliver vores sikkerhedstjenester naturligvis i tæt samarbejde forud for det, lyder det videre.
Kongeparrets besøg begynder mandag. Torsdag rejser kong Charles - uden dronning Camilla - på besøg i Bermuda.
/ritzau/




