Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/02/2025 - 09:38

Krimiforfatteren Ole Frøslev er død

Ole Frøslev var folkeskolelærer, men passionen for bøger skabte en forfatterkarriere. Han blev 81 år.

Af: /ritzau/

Den mangeårige krimiforfatter Ole Frøslev er død.

Han blev 81 år.

Det oplyser forfatterens familie til Politiken.

Ole Frøslev debuterede som forfatter i 1989 med kriminalromanen "Tornen i øjet".

Bogen, der handler om kriminalassistent Benny Rasmussen og hans kolleger fra Station 3 på Nørrebro i København, blev godt modtaget af kritikerne, og Ole Frøslev blev hædret med Det Danske Kriminalakademis debutantpris i 1990.

Det gav ham mod på at fortsætte skriverierne, og i alt blev det til syv romaner om Station 3.

Også besættelsestiden har optaget Ole Frøslev.

I 2004 begyndte han på serien "Mørketid", der består af seks romaner, som skildrer årene under Anden Verdenskrig.

"Den Grønne Bar", "Hestetyven", "Slagteren fra Ryesgade", "Profeten", "Dragerkuskens Brudenat" og "Gangsterpigen", hedder romanerne, som udgår fra et opdagerkontor på Østerbro i København.

Efter de to første udgivelser af serien modtog Frøslev Det Danske Kriminalakademis diplom for "begyndelsen på en lovende serie".

Ole Frøslev var oprindeligt uddannet folkeskolelærer.

Han var ligeledes assisterende skolebibliotekar, men som 47-årig kastede han sig ud i forfatterskabet.

Frøslev har fortalt, at det var sin egen glæde ved at læse en spændende bog, der fik ham til at skifte spor.

Han beskrev desuden sig selv som "gør-det-selv-forfatter", hvilket gjorde, at han selv har indlæst de fleste af sine bøger som lydbøger.

Forfatteren nåede også at forsøge sig med andre litterære genre i karrierens løb.

Det blev blandt andet til den historiske krigsroman "Den danske dame" og den romantiske gyser "Sidste frist".

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek