Helsinki, 29/03/2026 - 17:09
Droner er faldet ned i Finland - russisk jamming kan være årsag
Mulig forklaring på ukrainsk drone i Finland er ifølge statsminister russiske elektroniske forstyrrelser.
Sasu Jaernstedt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
To droner er faldet ned tæt på byen Kouvola i det sydøstlige Finland, skriver det finske medie Yle søndag.
Det er blevet bekræftet, at mindst en af dronerne er ukrainsk.
Den finske statsminister, Petteri Orpo, siger, at finske myndigheder ser på sagen med "største alvor".
Han ser det som en mulig forklaring, at ukrainske droner, der skulle have ramt i Rusland, er blevet udsat for elektroniske forstyrrelser. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
- Det står klart, at Ukraine, som forsvarer sig mod Ruslands angrebskrig, i løbet af den seneste uge har gennemført angreb i vores nærområder. Det har allerede kunnet mærkes, siger han i en radioudsendelse ifølge finske Hufvudstadsbladet.
- Rusland bruger meget stærk jamming, og det kan forklare, at droner også forvilder sig ind i finsk luftrum. Det er meget alvorligt, siger Orpo.
/ritzau/




