Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

04/06/2024 - 10:00

Disse daglige øvelser giver sunde fødder

Brug fem minutter hver dag på at træne fødderne. Dine tæer vil takke dig, siger eksperter.

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Taknemmeligheden vil strømme helt ud i tåspidserne, hvis du dagligt under dine fødder lidt kærlig opmærksomhed.

- Det er rigtig godt og forebyggende at lave fodøvelser. Vi går på fødderne hver eneste dag. De slæber os rundt gennem hverdagslivet, siger Mariah Kruse, der er fodterapeut og driver klinikken Kastrup Fodterapi.

Og det behøver hverken at kræve særligt meget tid eller mange kræfter at komme i gang.

- Det er øvelser, du kan lave, mens du ser fjernsyn eller står og skræller kartofler, siger hun.

Samme melding kommer fra bevægelsesunderviser og ergonomisk konsulent Mette Bøeg, der er medindehaver af Privatklinikken Willemoesgade 31.

- Det svære er ikke at finde tiden til det. Det svære er at få begyndt, fordi det handler om at ændre vaner. Men bruger du fem til ti minutter hver dag fem dage om ugen, vil du hurtigt mærke en forandring til det bedre, siger hun.

1) Vrid karkluden.

Dine fødder bliver glade, hvis du varmer dem godt igennem, fortæller Mariah Kruse.

- Det er sjældent, at folk varmer deres fødder op, inden de skal ud at gå eller løbe. Men det virker forebyggende for skader, siger hun.

Opvarmning af fødderne gavner også, hvis du har tendens til stive og ømme fødder eller har let til kramper.

Fodterapeut Mariah Kruse anbefaler en opvarmningsøvelse, hvor du vrider din fod som en karklud. Det gør du ved at sætte dig ned på en stol. Tag et fast greb om hælen med den ene hånd, mens den anden hånd griber fat om forfoden.

Med hænderne vrider du nu foden frem og tilbage med samme bevægelse, som vred du en karklud.

2) Styrk storetåen.

Storetåen er vigtig, når det gælder din balance og dit afsæt, når du går. Derfor er den vigtig at træne, siger bevægelsesunderviser Mette Bøeg.

- Jeg træner den selv hver morgen ved at sprede tæerne og presse storetåen ned i gulvet. Så tæller jeg til fem, holder en lille pause og presser nedefter igen. Det gør jeg fem gange, fortæller hun.

Denne øvelse virker forebyggende på begyndende knyster, tendens til platfod og dårlig balance.

En anden god øvelse, der gavner samtlige tæer, er at skiftevis sprede og krumme tæerne. Krum dem sammen, tæl til fem, spred dem, tæl til fem, og gentag nogle gange.

3) Flet fingre med tæerne.

Ved hjælp af dine fingre kan du skabe mere smidighed i fod og tæer og give mere liv til musklerne.

- Inden jeg står op, ligger jeg altid lige i min seng og fletter fingre med mine tæer. Det er rigtig rart og føles på samme måde, som når du laver et godt morgenstræk for kroppen, siger fodterapeut Mariah Kruse.

Du laver øvelsen ved at placere dine fingre mellem tæerne. Det er forskelligt fra person til person, hvor meget plads, der er i mellemrummene.

Lad nu fingrene blive her et øjeblik eller to. Bevæg eventuelt foden rundt i cirkler, mens du har grebet.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek