Islamabad, 12/04/2026 - 11:51
Iransk talsmand: Vi havde ingen forventning om hurtig aftale
Iran forventede, at der skulle afholdes flere forhandlingsrunder for at nå aftale med USA, siger talsmand.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den iranske delegation havde ingen forventninger om at nå frem til en aftale med USA i den første runde af fredsforhandlinger.
Det siger Esmaeil Baqaei, der er talsmand for Irans udenrigsministerium, til den iranske tv-station Irib. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Vi burde naturligvis ikke have forventet at nå frem til en aftale i en enkelt forhandlingsrunde.
- Ingen havde den forventning, siger Esmaeil Baqaei.
Forhandlingerne mellem de to parter blev indledt lørdag i Pakistans hovedstad, Islamabad, med Pakistan som mægler.
Omkring klokken 01.00 natten til søndag dansk tid oplyste Irans regering, at forhandlingerne var overstået, men ville fortsætte senere. Det skete i et opslag på det sociale medie X.
Meldingen fra amerikansk side var noget anderledes mere end to timer senere.
Her afholdt USA's vicepræsident, J.D. Vance, der var forhandlingsleder for den amerikanske delegation, et pressemøde, hvor han sagde, at forhandlingerne var endt uden en aftale.
Vance sagde samtidig, at amerikanerne ville forlade Islamabad.
- Vi kunne ikke nå frem til en situation, hvor iranerne ville acceptere vores betingelser, sagde J.D. Vance.
En kilde siger til Reuters, at også den iranske delegation har forladt Islamabad.
Den store knast var ifølge vicepræsidenten det iranske atomprogram.
USA vil ifølge Vance have en iransk forpligtigelse om ikke at udvikle atomvåben langt ud i fremtiden.
Den iranske delegation var ledet af den iranske parlamentsformand, Mohammad Baqer Qalibaf, og udenrigsminister Abbas Araghchi.
Kort før middag dansk tid har Qalibaf delt sin udlægning af forhandlingerne på X.
- Mine kolleger i den iranske delegation fremsatte konstruktive initiativer, men i sidste ende var den anden side ikke i stand til at vinde den iranske delegations tillid i denne runde, skriver han.
Pakistans udenrigsminister, Ishaq Dar, opfordrer de to lande til fortsat at overholde en våbenhvile på to uger. Våbenhvilen blev indgået natten til onsdag dansk tid.
- Det er afgørende, at parterne fortsat opretholder våbenhvilen, siger Ishaq Dar ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/




