Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 03/12/2022 - 03:26

USA's nye krigsfly kan bære atomvåben verden over

Fredag eftermiddag blev en ny type amerikanske krigsfly præsenteret på en flyfabrik i delstaten Californien.

Marcio Jose Sanchez/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Fly- og våbenproducenten Northrop Grumman Corp har fredag løftet sløret for dets nye B-21 bombefly.

Flyet er det første i en ny flåde af langtrækkende angrebsfly til det amerikanske luftvåben.

B-21 blev præsenteret ved en dramatisk ceremoni på flyfabrikken Plant 42 i Palmdale i delstaten Californien fredag eftermiddag lokal tid.

Det nye kampfly kan bære både konventionelle våben og atomvåben verden over.

Flytypen koster omkring 750 millioner dollar - svarende til omkring 5,3 milliarder kroner. Det amerikanske luftvåben har planer om at købe mindst 100 fly.

B-21 skal erstatte flytyperne B-1 og B-2, som det amerikanske luftvåben bruger nu.

Det nye krigsfly har et mere holdbart overflademateriale, der gør det sværere at se på en radar.

Materialet vil også kræve mindre vedligehold og holde driftsomkostningerne nede, fortæller Doug Young, der er sektorvicedirektør hos Northrop Group Aeronautics Systems.

Northrop Grumman kalder denne flytype for et sjettegenerationsfly, fordi det kan forbindes til andre luftfartøjer og let integrere andre våbentyper i dets system.

Ved præsentationen blev de første videoer og billedet af den nye flytype vist. Tidligere har kun grafiske fremstillinger været tilgængelige.

Seks B-21-fly er i produktion, og det første fly kan være på vingerne i midten af 2023.

Mere end 8000 ansatte hos Northrop Grumman, deres partnere og det amerikanske luftvåben arbejdet i øjeblikket med produktionen af flyene.

Northrop Grumman vandt udbuddet om at lave det amerikanske luftvåbens nye bombefly i 2015.

Mere end 400 leverandører i 40 delstater er med til at løse opgaven om at få de nye fly på vingerne.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek