USA, 15/10/2025 - 11:28
Eksmand beskylder Britney Spears for uhyggelig opførsel over for sønner
En repræsentant for Britney Spears hævder, at beskyldninger i eksmanden, Kevin Federlines, nye erindringsbog kommer, efter at børnebidraget er blevet ophørt.
Steve Marcus/Reuters
Af: Af Anders Villaume Vestergaard, Ritzau Fokus
Britney Spears' eksmand Kevin Federline udkommer 21. oktober med en erindringsbog, der blandt andet indeholder en alvorlig anklage imod sangerinden.
Kevin Federline hævder, at et af parrets sønner har fortalt, at Britney Spears sommetider stod i døråbningen til drengenes værelser med en kniv, da de var små.
- De vågnede nogle gange om natten for at se, at hun stod stille i døråbningen og så dem sove - "åh, du er vågen" - med en kniv i hånden.
- Så vendte hun sig om og gik væk uden forklaring, hævder Kevin Federline i sin erindringsbog, som The New York Times bringer et uddrag af ifølge det amerikanske ugemagasin People.
Sammen har Britney Spears og Kevin Federline sønnerne Sean Preston, der i dag er 20 år, og Jayden James, som i dag er 19 år.
Britney Spears og Kevin Federline giftede sig i 2004, efter de havde mødt hinanden samme år.
Kevin Federline var danser for Justin Timberlake, der i øvrigt tidligere har dannet par med Britney Spears.
Sangerinden og danseren træf hinanden første gang på en natklub og blev gift kort efter i september 2004.
Efter at parret blev skilt i 2007, overgik forældremyndigheden til Kevin Federline via en retssag, der blev afgjort i 2008.
Ifølge det amerikanske medie E! News, som har talt med en repræsentant for Britney Spears, kommer beskyldningerne i bogen af økonomiske årsager, da hendes børnebidrag til Kevin Federline sluttede i november 2024, efter at deres yngste søn blev myndig.
- Når nyheder fra Kevins bog kommer ud, tjener han og andre igen på hende. Desværre kommer det efter, at børnebidraget er afsluttet i forhold til Kevin, siger repræsentanten til mediet og fortsætter:
- Det eneste, hun bekymrer sig om, er hendes børn og deres velbefindende under denne sensationshistorie. Hun beskrev sin rejse i sine erindringsbog.
Britney Spears udgav i efteråret 2023 bogen "The Woman in Me".
Her beskrev hun blandt andet det værgemål, som hun kom under i 2008, fordi hun blev vurderet til ikke at kunne tage vare på sig selv.
Hendes far, Jamie Spears, blev udpeget som værge. Det betød, at han blandt andet varetog sin datters formue.
Han havde også ansvar for beslutninger vedrørende sygdom og sundhed.
Værgemålet ophørte i efteråret 2021.
Britney Spears vidnede i retten, hvor hun beskrev værgemålet som mishandling.
Efterfølgende foregik der et juridisk slagsmål mellem popsangeren og hendes far.
Sagerne har blandt andet handlet om, hvorvidt Jamie Spears har opført sig forkert som værge.
Det nægtede han skulle være tilfældet.
I april 2024 indgik popstjernen et forlig med sin far.
/ritzau/