Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Lampedusa, 04/07/2026 - 11:01

Paven besøger migranter ved grænsen til Middelhavet

Pave Leo besøger lørdag øen Lampedusa, som er et centralt ankomststed for migranter, der vil til Europa.

Af: /ritzau/

Pave Leo besøger lørdag den italienske ø Lampedusa, som er et centralt ankomststed for migranter, der krydser Middelhavet fra Nordafrika.

Besøget sender ifølge nyhedsbureauet AFP et klart signal til lederne i EU og USA.

Det finder nemlig sted, blot to uger efter at EU vedtog nye migrationsregler, som giver medlemslandene langt større muligheder for at frihedsberøve migranter og oprette udrejsecentre uden for EU, skriver AFP.

Den katolske kirkes første amerikanske pave er også flere gange stødt sammen med USA's præsident Donald Trumps regering på grund af dens behandling af migranter.

Ved besøget på Lampedusa har pave Leo bedt ved de umærkede grave for mennesker, der omkom i skibsforlis.

Efterfølgende stod den 70-årige pave alene på øens klippekyst, beskriver AFP.

Vinden rev i hans klæder, mens han skuede ud over havet, hvor utallige migrantbåde gennem årene er gået tabt i bølgerne.

Pave Leo har også talt med en migrantfamilie.

Lampedusa ligger cirka 145 kilometer ud for Tunesiens kyst og er kendt for at tage imod tusindvis af migranter. Pave Leo har ved tidligere lejligheder rost øboernes generøsitet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek