København, 09/01/2024 - 13:17
Regeringen vil tiltrække flere sosu'er med løn under uddannelse
For at løse mangel på sosu'er vil regeringen give flere løn under uddannelse.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I de kommende år vil der blive en massiv mangel på social- og sundhedspersonale til at passe på det stigende antal ældre.
Det vil regeringen forsøge at løse ved blandt andet at give alle elever over 25 år på social- og sundhedshjælperuddannelsen løn under uddannelse.
Det skal gøre uddannelsen mere attraktiv. Flere skal uddannes, og færre skal falde fra, fortæller børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde tirsdag.
- Jeg vil påstå, at vi ikke kan tillade os at kalde os et velfærdssamfund, hvis ikke vi er i stand til at sikre kvalitet netop her (i ældreplejen, red.), siger han.
Tesfaye tilføjer, at lønnen, der skal gives til elever over 25 år, kan komme til at ligge mellem 8000-15.000 kroner om måneden.
Udspillet er en del af den ventede ældrereform, regeringen har annonceret, men endnu ikke præsenteret i sin helhed.
Ifølge udspillet Forberedt på Fremtiden III vil der frem mod 2035 mangle 15.000 uddannede social og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.
Den ene gruppe, social- og sundhedsassistenter, har siden 2021 fået løn under uddannelsen. Det skal nu udvides til at omfatte begge grupper.
Tiltagene som løn under uddannelse skal aftales ved trepartsforhandlinger mellem arbejdsmarkedets partnere, melder regeringen. En sådan ny trepartsaftale skal erstatte den nuværende femårige lærepladsaftale, som udløber i 2026.
Som led i rekrutteringsindsatsen vil regeringen også gøre det gratis for både ufaglærte og faglærte at tage en sosu-uddannelse gennem AMU-kurser - efteruddannelsen til faglærte og ufaglærte.
I dag skal beskæftigede med uddannelse over faglært niveau betale for at tage AMU-kurserne inden for sosu-området, men for den gruppe vil regeringen gøre det gratis.
- Det er særligt relevant for udlændinge i Danmark, som ikke kan bruge deres videregående uddannelse fra hjemlandet, skriver regeringen i sit udspil.
/ritzau/