Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Ottawa, 22/08/2026 - 18:21

Canada vil ramme USA's stålindustri med gengældelsestold

Forhandlinger om en handelsaftale mellem USA og Canada er brudt sammen, og i stedet er en toldkrig brudt ud.

Evelyn Hockstein/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Canada kan ikke acceptere USA's betingelser for en handelsaftale mellem de to lande.

Det siger landets premierminister, Mark Carney, efter forhandlinger mellem dem er brudt sammen.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

- Vi kan ikke acceptere det, de (USA, red.) har tilbudt, og vi vil ikke give det, de har bedt om, lyder det.

Intense forhandlinger havde ifølge Reuters stået på i flere dage, da det fredag stod klart, at de ikke ville lande en aftale.

Det har været med til at forværre det i forvejen skrøbelige forhold mellem de mangeårige handelspartnere og allierede, skriver nyhedsbureauet.

Derudover komplicerer det fremtiden for frihandelsaftalen, der er kendt under navnet USMCA. Den erstattede i 2020 Den Nordamerikanske Frihandelsaftale, der blev underskrevet i 1990'erne.

AFP har tidligere beskrevet, at USMCA er afgørende for økonomierne i Mexico og Canada, som sender en stor del af deres eksport til netop USA.

Canada har tænkt sig at indføre gengældelsestold, der skal ramme den amerikanske stål- og mejeriindustri. Tiltaget står til at træde i kraft den 8. september.

Told er en importafgift, som lægges på varer, der produceres i udlandet.

Det sker som svar på USA's præsident, Donald Trumps, beslutning om at indføre 50 procent told på visse importvarer fra Canada.

Ifølge Reuters rammer det en lang række canadiske sektorer, herunder vin, møbler, mejeriprodukter, cement, fiskestænger og hockeyudstyr.

Sammenlagt rammer de amerikanske toldsatser canadiske varer til en værdi af 20 milliarder dollar - eller knap 130 milliarder kroner, skriver nyhedsbureauet videre.

Mark Carney brugte taletiden lørdag på at rette en skarp kritik mod det, han betegner som en handelskrig, der er iværksat af USA.

- Man er i krig, når man bliver angrebet. Vi blev angrebet, siger han ifølge AFP.

RITZAU

TjekDet - faktatjek