Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/12/2022 - 10:00

Anders W. Berthelsen: Fuldstændig smadret følelsesmæssigt

Anders W. Berthelsen indtager for anden gang rollen som politikommissæren Rolf Larsen i TV 2-thrilleren "DNA". Optagelserne var hårde, fortæller skuespilleren.

Af: Af Tenna Linnet Bork-Larsen, Ritzau Fokus

Uhyggen breder sig og truer med at suge os ind, når anden sæson af TV 2's krimiserie "DNA" tirsdag ruller over skærmene.

Anders W. Berthelsen er tilbage i rollen som politikommissæren Rolf Larsen, der er ansat ved Københavns Politi. I første sæson opsporede politiet et netværk, der stod bag ulovlig handel med spædbørn i Europa.

- Det har været superfedt at vende tilbage til universet. Og nu har forfatterne så fået stampet en endnu mere uhyggelig historie op, som er helt vanvittig, siger Anders W. Berthelsen.

Også i den nye sæson af "DNA" kommer vi uden for Danmarks grænser, når serien sætter fokus på organ- og menneskehandel i Europa.

Igen viser det sig, at Rolf har en andel i sagen, da hans ekskone, Maria, har fået en ny kæreste og får brug for en organdonation til deres datter.

Han bliver rystet, da det kommer frem, at menneske- og organhandel foregår tættere på, end han tror - nemlig inden for Danmarks grænser.

- Der har været nogle dage under optagelserne, hvor jeg kom hjem fra arbejde og var fuldstændig smadret følelsesmæssigt af at lave denne her sæson, fortæller Anders W. Berthelsen.

Historien tager udgangspunkt i virkelige problematikker, som er langt mere presserende, end man kunne tro. Ifølge TV 2 vurderes menneskehandel at være den næstmest indbringende kriminelle industri i verden.

Også organhandel udgør et stort problem. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) foregår mellem fem og ti procent af alle organtransplantationer med ulovligt erhvervede organer.

- Det overgår jo alle ens fantasier om, hvor frygtelige mennesker kan være mod hinanden. Vi havde hele tiden virkeligheden i baghovedet, mens vi filmede, siger Anders W. Berthelsen.

- Men det har også været spændende. Det har været virkelig fedt at arbejde med, tilføjer han.

Ud over optagelserne til "DNA" har 2022 været et hektisk år for den 53-årige skuespiller, som har haft premierer på seks projekter.

Han har blandt andet instrueret sin egen film, "Lykkelige omstændigheder", som havde premiere i efteråret.

Trods et travlt program har han stadig haft masser af kvalitetstid med familien.

- Jeg har måske en meget god evne til at komme hjem og lægge arbejdet væk. Jeg bliver ikke så nemt stresset, siger Anders W. Berthelsen og fortsætter:

- Det er selvfølgelig noget, der kommer med alderen og erfaringen. Når man er ung, er man over det hele konstant. Men jo ældre man bliver, jo bedre bliver man til at skille det ad, forklarer han.

Hans familie er desuden en stor del af arbejdet. Han er gift med produktionslederen Christina Pind, så parret er også kolleger.

- Jeg taler rigtig meget med min hustru om det, og min datter er blevet 14 år, så hun har også noget at sige efterhånden. På en måde er det enormt sjovt, at hun har lyst til at høre om det, siger han og griner.

I løbet af 2022 har han og datteren Vigga været i London tre gange for at se teater og musicals.

- Det har været helt fantastisk at være på sådan nogle intense ture. Så selv om der har været meget, fungerer det egentlig meget godt med work-life-balance, siger han.

Den 53-årige skuespiller bliver lidt stille, da han bliver spurgt, hvilken slags far han tror, at han er.

- Det er et meget godt spørgsmål, funderer han.

- Jeg tror, jeg egentlig er ganske almindelig. Ud over når der er premiere - så er det jo ikke så almindeligt, griner han.

- Heldigvis har min datter en stor interesse i det. Det er hende selv, der gerne vil med i teatret og se voksenteater og diskutere det bagefter. Det er sjovt, siger han.

Selv om han selv mener, at han er en almindelig far, har hans noget anderledes levevej smittet af på datteren. Hun vil nemlig gerne være skuespiller.

- Det siger hun i hvert fald. Men lad os nu se, hvad der sker. Jeg vil støtte hende i alt, men det hele skal jo komme fra hende. Jeg har ikke tænkt mig at kridte banen op og sige: Her skal du træde, siger han.

- Det må hun selv. Det vigtigste er, at man finder ud af, hvor man vil sætte sine ben, og at man finder den vej, man vil gå, siger Anders W. Berthelsen.

"DNA" kan streames på TV 2 Play og ses på TV 2 hver mandag.

/ritzau/

København, 17/12/2025 - 12:54

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin herskabslejlighed på Frederiksberg.

Under interviewet fortalte "markisen", at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Selvsamme lejlighed kom til at spille en vigtig rolle i en meget omtalt boligsag, hvor Simon Aggesen, på det tidspunkt konservativ borgmester på Frederiksberg, tjente over 11 millioner kroner.

Han havde nogle år forinden købt lejligheden, hvorefter han delte den op i to og solgte begge lejligheder med en skattefri fortjeneste.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 10:36

Den falske markis Marcel de Sade er død - 91 år

Peer Pedersen/Ritzau Scanpix

Marcel de Sade blev op gennem 1950'erne kendt for sine ekstravagante fester og sin flamboyante tøjstil.

Marcel de Sade, i folkemunde sommetider kendt som "Den falske markis", er død - 91 år gammel.

Det skriver B.T. og henviser til et opslag på Facebook fra Lars Henriksen, som har skrevet en bog om ham, og som privat var venner med ham.

Lars Henriksen bekræfter dødsfaldet over for Ritzau.

Han tilføjer, at familien har bedt ham om at være i kontakt med pressen.

I sit opslag på Facebook skriver Lars Henriksen, at Marcel de Sade optrådte som en realitypersonlighed, lang tid før realitygenren opstod.

- Marcel var for flertallet synonym med "Marquisen". Societyløven, celebrityen og dekadencens mester, som optrådte som realityperson, før begrebet var opfundet. Han var kendt for at være og være til. Gøre og gøre sig til, skriver han.

Marcel de Sade blev født som Jørgen Vase Schmidt, men det var under hans selvvalgte navn, at han blev en kendis.

Op igennem 50'erne og 60'erne blev han kendt i København for sine ekstravagante fester og sin iøjnefaldende tøjstil.

På et tidspunkt kom det så frem, at den dyre livsstil var finansieret af svindel. I 1963 blev han idømt fængsel i fire år og seks måneder, og det var i den forbindelse, at han i folkemunde fik navnet "Den falske markis".

I retten kom det frem, at han havde taget af kassen i det oliefirma, hvor han var ansat som bogholder.

Titlen som markis havde han købt sig til, og han fastholdt sin ret til at bruge den, skrev Kristeligt Dagblad i 2013 i forbindelse med et interview med ham.

Her inviterede Marcel de Sade journalisten ind i sin knap 600 kvadratmeter store lejlighed på Frederiksberg.

Her fortalte han, at han havde tre rejsekufferter fyldt med tørklæder.

- Jeg kan aldrig have det samme tørklæde på to dage i træk, lød det fra ham.

Han var skør på en forrygende måde, skriver Lars Henriksen, som i 2018 skrev bogen "Verden vil betages" om ham.

Men han var også loyal, generøs og en nærværende ven, lyder det.

- Når man var i Marcels selskab, var man i centrum. Som vært lyttede han og var opmærksom på at få alle med i selskabet.

- Det var aldrig selskabsløverne, som havde hans bevågenhed, men øjnede han en, som befandt sig lidt i udkanten af selskabet, kunne man være sikker på, at hans yderste bestræbelser gik på at få netop denne person til at føle sig helt særlig, skriver Lars Henriksen.

Den adelige titel markis stammer fra Frankrig og har en rang mellem greve og hertug. Titlen bruges ikke i Danmark, og Marcel de Sade er derfor blevet omtalt som den eneste markis i Danmark.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

FAKTA: Fast og variabel elpris

* Når du skal vælge elaftale, kan du normalt vælge mellem en fast eller variabel pris. 

* Variabel følger markedets aktuelle priser, som kan variere fra time til time. Når prisen varierer, kan du prøve at bruge strøm, når prisen er lavest. 

* Er elprisen fast, betaler du den samme pris per kilowatt-time i en aftalt periode. Det kan give dig et overblik over dine udgifter, men du risikerer også at betale mere, når elprisen falder.

* Strømmen er typisk billigst, når der også produceres vind- og solenergi, mens den er dyrest, når vi alle bruger strøm på samme tid.

Kilde: sparenergi.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 17/12/2025 - 08:00

Pas på strømforbruget og skån naboerne for juleblackout

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun din pengepung, der kan nyde godt af, at du skruer ned for elforbruget i juletiden. Også dine naboer kan takke dig for at skåne elnettet.

Hvis du retter blikket mod elprisen, vil du opleve, at den svinger op og ned.

Med lidt planlægning kan du udnytte de svingende priser til at sikre dig, at elregningen ikke stikker af over julen.

Det kræver dog, at du har en elaftale med variabel pris.

- Elpriserne er fastsat på en børs nærmest ligesom aktier, fortæller Per Reinholdt, der er teknisk konsulent i erhvervsorganisationen Tekniq.

- Dem, der sidder og handler hver dag, kigger på, hvor meget sol og vind vejrudsigten lover, og hvor meget strøm der historisk bliver brugt i den periode, siger han.

Elpriserne per kilowatt-time steg sidste år fra 23. december og toppede 28. december.

Det viser en opgørelse fra Tekniq baseret på data fra elbørsen Nord Pool, hvor der handles strøm i Norden.

Hvis du vil undgå, at elregningen løber løbsk, handler det om at skrue ned for de største strømslugere, når elprisen tager et hop op.

- Sørg for at lade bilen op omkring 18. eller 19. december, og lad den ellers på andre tidspunkter, end når man står og laver mad, siger Per Reinholdt.

Bugner vasketøjskurven med beskidte flyverdragter og snavsede sokker, kan du også med fordel vaske dem, inden de store juledage står for døren.

For giver du tøjet en varm tur i tumbleren anden juledag, kan det blive en dyr fornøjelse.

Tørretumbleren er ifølge dataportalen Energi Data Service et af de husholdningsapparater, der typisk bruger mest strøm per time.

Også elradiatoren, ovnen og opvaskemaskinen ligger i top.

Når du mindsker forbruget i de perioder, elnettet er mest belastet, kan du ikke alene spare nogle kroner og øre i den i forvejen bekostelige tid.

Det danske elnet er meget robust, pointerer Per Reinholdt. Men med lidt omtanke kan du også minimere risikoen for, at du og dine naboer står uden strøm på nogle af årets mest traditionsrige dage.

- I virkeligheden handler det om at sørge for, at der er strøm nok til alle - også til jul, siger han.

Vælger hele villakvarteret at lade elbilen, holde stuen lun med en varmepumpe og give juledugen en tur i vaskemaskinen på samme tid, kan det måske ende med, at nogle husstande mister strømmen.

- Hvis en transformator ikke kan følge med, så laver man det, der kaldes en brownout - altså man slukker simpelthen midlertidigt for strømmen i et område, siger Per Reinholdt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek