Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Granadilla, 10/05/2026 - 06:12

OVERBLIK: Sådan foregår evakuering af krydstogtskib

Søndag ankommer MV "Hondius" til ferieøen Tenerife, hvor passagererne vil blive evakueret efter virusudbrud.

Hannah Mckay/Reuters

Af: /ritzau/

Krydstogtskibet MV "Hondius" vil søndag morgen ankomme til den spanske ferieø Tenerife.

Her vil passagererne og en del af besætningen, der tilsammen udgør omkring 150 personer, blive evakueret, efter at der tidligere har været et udbrud af hantavirus om bord på skibet.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har tidligere oplyst, at der er seks bekræftede tilfælde af hantavirus ud af otte mistænkte tilfælde. Tre af personerne er afgået ved døden.

Der er ikke længere nogen mistænkte tilfælde af hantavirus, der typisk spreder sig blandt gnavere, tilbage på skibet.

Krydstogtskibet, som stævnede ud fra Argentina 1. april, har natten til søndag nærmet sig Tenerife, der ifølge mediet BBC har forberedt skibets ankomst i detaljer.

Sådan vil evakueringen foregå trin for trin:

* Sikkerhedszone: Når MV "Hondius" ankommer, får det ikke lov til at sejle direkte ind i industrihavnen i Granadilla. Mens det nærmer sig havnen, oprettes en sikkerhedszone på én sømil omkring skibet. Der kastes anker inde i havnen for at sikre skibets fortsatte isolation.

* Lægetjek: Når skibet har kastet anker, vil lægehold gå om bord på MV "Hondius" for at tjekke passagerer og besætning for tegn på hantavirus. Det ventes at foregå omkring klokken 08.00 dansk tid.

* Opdeling: Passagererne vil herefter blive opdelt i mindre grupper efter nationalitet. Grupperne sejles ind til kysten i mindre både. Her har spansk militær og beredskab opsat telte, mens adgangen til området er lukket for offentligheden.

* Flytransport: Chartrede fly vil stå klar i den lokale lufthavn til at tage imod grupperne, der flyves hjem til deres respektive lande.

* Isolation: Hantavirus har en inkubationsperiode på op til ni uger, så derfor skal passagererne formentlig i isolation, når de er vendt hjem. Spanske statsborgere vil blive isoleret på et militærhospital i hovedstaden Madrid.

* Overvågning: Specialister fra universitetshospitalet på Tenerife, Hospital Universitario Nuestra Señora de Candelaria, er stand-by, hvis nogen bliver alvorligt syge under evakueringen fra MV "Hondius".

* Besætningen: Omkring 30 besætningsmedlemmer vil blive om bord på krydstogtskibet, der skal sejles til Holland, hvor det er indregistreret.

Kilde: BBC.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek