Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Oslo, 18/05/2026 - 16:24

Norges dronning Sonja er ramt af hjerteflimmer

88-årige dronning Sonja deltog ikke i et officielt besøg fra Indiens premierminister, som ellers var planen.

Af: /ritzau/

Norges dronning Sonja har mandag været nødsaget til at aflyse sit officielle program, fordi hun er ramt af hjerteflimmer.

Det oplyser talsperson for det norske kongehus Simen Løvberg Sund til det norske medie Dagbladet.

Den 88-årige dronning skulle sammen med kong Harald og kronprins Haakon have taget imod Indiens premierminister, Narendra Modi, som er på officielt besøg i Norge.

Efterfølgende skulle hun have deltaget i en officiel frokost med den indiske premierminister.

Men dronning Sonja er mandag blevet fjernet fra programmet, som fremgår af det norske kongehus' hjemmeside, skriver Dagbladet.

Ifølge Simen Løvberg Sund er det kun dronningens program mandag, der er blevet aflyst.

Det er ikke første gang, at dronning Sonja oplever problemer med hjertet.

Under en skitur i januar 2025 blev hun også ramt af hjerteflimmer. Efterfølgende fik hun indopereret en pacemaker for at stabilisere hjerterytmen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek