Aarhus, 14/02/2026 - 18:32
Ung mand er påkørt af bybus i alvorligt færdselsuheld i Aarhus
Østjyllands Politi beder folk om at respektere politiets anvisninger på stedet for alvorlig ulykke.
Af: /ritzau/
Politiet er i øjeblikket til stede på Park Allé i det centrale Aarhus, hvor en ung mand er blevet påkørt af en bybus.
Det skriver Østjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
Ulykken beskrives som "alvorlig" af politiet.
Mandens alder og tilstand er endnu ukendt.
- Der er en del personer forsamlet omkring uheldsstedet, og vi anmoder alle om at respektere politi og redningspersonales anvisninger, så de kan arbejde uhindret på stedet, skriver politikredsen.
Park Allé er spærret af, og al færdsel bliver omdirigeret til alternative ruter, lyder det desuden.
/ritzau/




