Toulouse, 16/07/2025 - 18:05
Dansk Uno-X-chef om historisk sejr: En kæmpe forløsning
Jonas Abrahamsen skrev norsk cykelhistorie, da han sørgede for Uno-X-holdets første sejr i Tour de France.
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det norske cykelhold Uno-X har nået en markant milepæl med Jonas Abrahamsens sejr på 11. etape af Tour de France.
Sådan lyder det fra holdets danske sportsdirektør Christian Andersen, umiddelbart efter at Abrahamsen havde spurtbesejret Mauro Schmid og sørget for sit holds første Tour-etapesejr nogensinde.
- Det er helt vildt. Det er lige det, vi er kommet efter, og det er en kæmpe, kæmpe forløsning. Da han åbnede spurten, var jeg sikker på, at han ville vinde, og han bevarede sin coolness, siger Christian Andersen.
Den altid eventyrlystne Abrahamsen fik belønning for at have tilbragt det meste af dagen i udbrud. Det var fra starten Uno-X-holdets plan at få en mand ud foran feltet.
- Vi forventede, at et udbrud ville holde hjem, og vi havde planlagt, at vi ville med i det. At det så lykkedes, det er altid en fornøjelse. Alt, hvad vi laver herfra og resten af Touren, er en bonus, siger Christian Andersen.
Det gør kun etapesejren endnu mere bemærkelsesværdig, at Jonas Abrahamsen for blot fire uger siden brækkede kravebenet i et styrt i Belgien Rundt.
Først i sidste øjeblik besluttede holdledelsen at tage ham med på Tour de France-holdet.
- Vi havde kraftige overvejelser. Det var vores læge, der godkendte det. Jonas var i England hos en af de dygtigste specialister, og da han sagde god for ham, begyndte processen.
- I bilen sad vi og snakkede om, at det ville være en helt uovertruffen historie. Det er kun, fordi han er den person, han er, at det kan lade sig gøre, siger Christian Andersen.
Uno-X er stadig andendivisionshold og er kun med til Tour de France på et wildcard. Med etapesejren har holdet nået et af sine store mål.
- Jeg vil ikke sige, det har været et pres, men det betyder rigtig meget for os, at vi er kommet hertil.
- Nu ved vi, at vi kan gøre det. Vi har været tæt på før, og Jonas har selv været tæt på. Nu gjorde han det færdig, og at det lige er ham, er simpelthen så skønt, siger Christian Andersen.
/ritzau/