Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 28/08/2023 - 08:00

Grev Nikolai fejrer fødselsdag på den anden side af jorden

Grev Nikolai fylder 24 år den 28. august. Dagen skal fejres i Australien, hvor han sammen med sin kæreste, Benedikte Toustrup, læser et semester.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus

Et nyt kapitel er begyndt i grev Nikolais liv, efter at han tog til Australien den 1. august for at læse et semester på University of Technology i storbyen Sydney.

Den 28. august fylder han 24 år.

I Australien har han selskab af sin kæreste, Benedikte Thoustrup, som også læser et semester i landet i samme periode.

Ud over at studere arbejder grev Nikolai også som model, og for nylig var han at finde på forsiden af det hollandske magasin Numéro. Til mediet fortalte han i et længere interview om det kommende eventyr på den anden side af jorden.

- Valget er faldet på Australien, fordi det er meget fremmed og spændende for en dansker som mig.

- Og jeg tror på, at man skal bruge mere end to ugers ferie på at se dette hjørne af verden, udtalte grev Nikolai ifølge Billed-Bladet til Numéro.

Grev Nikolai og Benedikte Thoustrup har også tidligere læst et semester sammen i den franske hovedstad, Paris.

- Hele processen med at springe ud af komfortzonen er vigtig, uanset om det er under akademiske studier eller for at samle erhvervserfaring, for det åbner sindet og udvider horisonten, fortæller grev Nikolai ifølge det australske medie 9Honey til Numéro.

Parret studerer på Copenhagen Business School i København. Her læser grev Nikolai Business Administration and Service Management, mens Benedikte Thoustrup læser MSc in Economics and Business Administration - Brand and Communications Management.

Ud over at fejre fødselsdag i Australien for første gang er det også første gang, at grev Nikolai skal holde fødselsdag uden sin prinsetitel.

For den fik han og hans søskende frataget sidste år af deres farmor, dronning Margrethe, med en begrundelse om, at de bedre kan forme deres eget liv uden titlen.

Men det var grev Nikolai ikke enig i.

- Min kongelige rolle har ikke begrænset mig i at gøre ting, jeg nyder og elsker. Jeg har altid set mig selv som en fri sjæl.

- Man skal måske overveje nogle valg mere klogt, men jeg har ikke følt mig begrænset i at leve mit liv fuldt ud, sagde han dengang ifølge det australske medie 9Honey.

I stedet fik han titlen greve af Monpezat.

Han og grev Felix er sønner af prins Joachim og grevinde Alexandra. Brødrene har også to halvsøskende, grev Henrik og komtesse Athena.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek