Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Gaza by, 01/02/2026 - 18:25

Israel vil indstille Læger uden Grænsers arbejde i Gaza

Israel har før meddelt, at man ville forhindre flere nødhjælpsorganisationer i at arbejde i Gaza fra 1. marts.

Omar Al-Qattaa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Fra månedens udgang får Læger uden Grænser (MSF) ikke længere lov til at operere i Gaza.

Søndag meddeler det israelske ministerium med ansvar for diaspora og bekæmpelse af antisemitisme, at det er i gang med at indstille MSF's aktiviteter i Gaza.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen sker som følge af, at MSF ikke har indsendt "lister over lokale medarbejdere, et krav, der gælder for alle humanitære organisationer, der opererer i området", tilføjer ministeriet.

Tilbage i december annoncerede Israel, at man ville forhindre 37 nødhjælpsorganisationer, herunder Læger uden Grænser, i at arbejde i Gaza fra 1. marts.

Det skyldtes, at de ikke havde indsendt detaljerede oplysninger om deres palæstinensiske medarbejdere.

Ministeriet har tidligere påstået, at to ansatte i Læger uden Grænser havde forbindelser til de palæstinensiske militante grupper Hamas og Islamisk Jihad. Det har MSF afvist.

Søndag oplyser ministeriet, at Læger uden Grænser i begyndelsen af januar havde forpligtet sig til at dele medarbejderlisten som krævet af de israelske myndigheder, men i sidste ende undlod at gøre det.

- Efterfølgende meddelte MSF, at det slet ikke har til hensigt at fortsætte registreringsprocessen, hvilket modsiger dets tidligere udtalelser og den bindende protokol, tilføjer ministeriet.

MSF vil indstille sine aktiviteter og forlade Gaza 28. februar, fremgår det.

Læger uden Grænser har længe været en central leverandør af medicinsk og humanitær hjælp i Gaza - især siden krigen brød ud i oktober 2023 som følge af Hamas' angreb på Israel.

Ifølge nødhjælpsorganisationen selv leverer den mindst 20 procent af hospitalssengene i området og driver omkring 20 sundhedscentre.

Alene i 2025 udførte den mere end 800.000 lægekonsultationer og over 10.000 spædbørnsfødsler. Samtidig leverer MSF drikkevand.

Søndag lyder det fra Læger uden Grænser, at man i månedsvis forgæves har forsøgt at gå i dialog med israelske myndigheder om sagen.

- MSF videregav ikke medarbejderes navne, fordi de israelske myndigheder ikke gav de konkrete tilsagn, der var nødvendige for at garantere vores medarbejderes sikkerhed, beskytte deres personlige data og opretholde uafhængigheden af vores medicinske operationer, lyder det i en udtalelse.

Nødhjælpsorganisationen mener, at ministeriets beslutning er et "påskud til at hindre humanitær bistand" til Gaza.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek