Herning, 21/04/2026 - 22:22
14-årig dansk dreng fundet død efter badeulykke i Italien
En 14-årig dreng forsvandt fredag morgen ved kysten tæt på byen Noto på den italienske ø Sicilien.
Af: /ritzau/
En 14-årig savnet dreng fra Herning er fundet druknet efter en badeulykke i Italien.
Det skriver Herning Folkeblad, der citerer det italienske medie La Repubblica.
Ifølge Herning Folkeblads oplysninger er drengens familie underrettet. Det italienske medie tilføjer, at forældrene ankom til Noto i går.
Drengen blev meldt savnet fredag efter en badetur på en ferie i Italien.
Flere medier har beskrevet, hvordan drengen var sammen med en anden person, da han hoppede i vandet og efterfølgende blev revet med af en bølge.
Det førte til en "omfattende indsats" med dykkere, både og en helikopter for at finde drengen.
Det italienske medie beskriver, hvordan drengen blev fundet mellem klipper et par hundrede meter fra det sted, hvor han forsvandt.
- Retsmedicineren foretog en indledende undersøgelse på stedet. Drengen menes at være druknet, men det kan ikke udelukkes, at han kan have ramt en klippe efter at være blevet revet med af en bølge, skriver La Repubblica.
Herning Folkeblad har beskrevet, hvordan drengen gik i 8. klasse på Parkskolen i Herning og var på ferie med en anden familie.
- Ulykken skete fredag ved middagstid, og der bliver gjort alt for at hjælpe familien og for at finde ham, sagde skoleleder Benjamin Bech Pedersen mandag til Herning Folkeblad.
/ritzau/




