Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/07/2026 - 15:31

OVERBLIK: Larven fra helvede spreder sig til flere landsdele

Egeprocessionsspinderen, der kan give udslæt og kløe, er konstateret i flere af landets kommuner.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Egeprocessionsspinderen - også kaldet "larven fra helvede" - har skabt problemer i Odense, og larven har siden spredt sig til flere andre landsdele.

Hver larve har omkring 60.000 såkaldte brandhår, der kan give kraftig kløe, hududslæt og i sjældne tilfælde alvorlige allergiske reaktioner.

Her er egeprocessionsspinderen indtil videre fundet i år:

* Odense: Larven spredte sig for alvor i Odense, hvor flere af byens borgere har været ramt af kløe og udslæt. Det førte til borgermøde og siden demonstration foran Odense Rådhus.

* Kerteminde: I Odenses nabokommune Kerteminde er der fundet larver flere steder. I år er den fundet i Munkebo, Hundslev, Dræby, Kertinge Mark, Marslev, Urup og Revninge. Situationen har fået kommunen til at indkalde til borgermøde torsdag.

* Nyborg: Tre enkeltstående egetræer i Aunslev, Ullerslev og Nordenhuse i Nyborg Kommune er angrebet af egeprocessionsspinderen.

* Morsø: I et nyindkøbt træ blev larven fundet i Morsø Kommune i Nordvestjylland. Træet blev onsdag brændt og bortskaffet.

* København: For første gang blev "larven fra helvede" fundet i hovedstaden onsdag. Larverne blev konstateret i 30 træer på tre lokationer på Amager Fælled.

* Nordfyns Kommune: I en privat have i fynske Otterup er der torsdag fundet et larvebo med egeprocessionsspindere.

*Herning Kommune: Larverne er torsdag fundet i et nyplantet egetræ og er ifølge kommunen blevet bekæmpet efter rådgivning fra professionelle fagfolk.

Kilder: Morsø Kommune, Nyborg Kommune, Kerteminde Kommune, Herning Kommune, DR, TV Midtvest, TV2 Fyn.

RITZAU

TjekDet - faktatjek