Teheran, 27/02/2026 - 14:33
Iranske læger: Agenter har stoppet behandling af sårede demonstranter
Vidner fortæller om læger, der er blevet anholdt, og agenter, der har afbrudt behandling af demonstranter.
-/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Iranske agenter har i en lang række tilfælde forsøgt at forhindre, at demonstranter fik hospitalsbehandling, efter at de blev såret af sikkerhedsstyrker under demonstrationer i Iran i januar.
Det fortæller tre anonyme iranske læger i Iran og seks iranske sundhedsansatte, der befinder sig uden for landet, til nyhedsbureauet AP.
Kilderne uden for Iran har kontakt til kolleger i det iranske sundhedsvæsen.
En af lægerne i Iran fortæller om en såret demonstrant, som blev forsøgt genoplivet i akutmodtagelsen på et hospital i byen Rasht i det nordlige Iran.
Genoplivningen blev dog forhindret af agenter, som brugte deres geværer til at skubbe lægerne væk fra patienten.
- De omringede ham og gav os ikke lov til at fortsætte, siger lægen.
Få minutter senere blev demonstranten konstateret død.
Flere menneskerettighedsgrupper fortæller også, at agenter har forhindret behandlingen af demonstranter eller direkte har angrebet sårede demonstranter, som skulle have behandling.
I mindst ét tilfælde skød finskytter mod patienter, der ankom til et iransk hospital for at få behandling.
Finskytterne gemte sig ifølge et vidne på det pågældende hospitals tag.
AP har selv verificeret flere videooptagelser af episoderne på de iranske hospitaler. På en af dem kan man se bevæbnede agenter, der bryder ind på Imam Khomeini-hospitalet i byen Ilam i det vestlige Iran.
Organisationen Iran Human Rights Center, som arbejder fra Oslo, har fremlagt flere vidneforklaringer fra de iranske hospitaler.
Her fremgår det, at iranske agenter har fjernet patienter fra respiratorer, generelt har forhindret ansatte i at give demonstranter behandling, har chikaneret læger og har tilbageholdt sårede demonstranter.
Talsmand for det iranske sundhedsministerium Hossein Kermanpour afviser over for AP, at behandlingen af demonstranter skal være blevet forhindret.
Han afviser også, at demonstranter skal være blevet ført væk fra hospitalerne.
Til iranske statsmedier siger talsmanden, at alle sårede er blevet behandlet "uden nogen diskrimination eller indgriben på grund af politiske holdninger".
Demonstrationerne i Iran opstod på grund af utilfredshed med høj inflation, men udviklede sig hurtigt til generelle protester mod landets præstestyre. De begyndte i slutningen af december og kulminerede 8. og 9. januar.
Irans regering har erkendt, at flere end 3000 blev dræbt, mens HRANA melder om mindst 7000 dræbte. HRANA er et nyhedsbureau, som er etableret af iranske menneskerettighedsaktivister.
/ritzau/




