Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/01/2024 - 10:01

Dronning kører sidste karettur med varm plaid og heste med vintersko

Torsdag afholdes dronning Margrethes sidste nytårskur som regent. Hun er kørt i guldkaret til Christiansborg.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

I bidende kulde og med sne i gaderne har dronning Margrethe torsdag kørt sin sidste tur til nytårskur som Danmarks monark i kongehusets fineste karet, guldkareten.

Dronning Margrethe satte kurs mod Christiansborg Slot omkring klokken 09.10 torsdag fra Amalienborg i København.

Turen med alle dens traditioner er en årligt tilbagevendende begivenhed.

Men næste år er det kong Frederik X, der tager imod nytårskurens cirka 1000 deltagere, der hvert år ønsker kongehuset godt nytår.

Netop fordi det er dronningens sidste officielle tur i guldkaret som regent, regnede Københavns Politi på forhånd med en øget interesse blandt danskerne.

Flere havde da også trodset kulden og stod langs vejen på Kongens Nytorv for at se Christian VIII's guldkaret blive eskorteret til nytårskur på Christiansborg Slot.

Enkelte havde taget en termokande med varm kaffe med, mens andre nøjedes med at se dronningen passere forbi inde fra Hotel d'Angleterres vinduer.

Netop på Hotel d'Angleterre arbejder Marlene Rovsing og Caroline Danielsen.

De var kommet ud i kulden for at se den årlige tur, som de har gjort det flere gange før.

- Det er unikt at se, når det nu er hendes sidste gang. Men samtidig tænker jeg, at næste gang bliver det en konge, så det bliver ligeså spektakulært, siger Marlene Rovsing.

- Jeg har altid fulgt meget med og har selv arbejdet på Rosenborg Slot, så mit forhold til kongehuset er rigtig godt, så det ville jeg gerne se, tilføjer Caroline Danielsen.

Som følge af det kolde vintervejr havde dronningen en opvarmet plaid med i kareten, mens hestene bar særlige vintersko.

Kareten blev trukket af seks heste med to forridere.

På grund af vintervejret har hestene såkaldte mordax i hesteskoene - det kan sammenlignes med knopper under fodboldstøvler. De bruges altid om vinteren, når hestene skal gå på for eksempel brosten.

Guldkareten er kongehusets fornemste karet. Den blev bygget til Christian VIII i 1840 og er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.

Med få undtagelser, som under coronapandemien, har det været en tradition for dronningen som en afslutning på nytårskurene at tage turen fra Amalienborg til Christiansborg i kareten fra 1840.

Nytårskurene i kongehuset er fordelt over flere dage. Torsdagens kur på Christiansborg Slot er den sidste og største af dem.

Her modtager dronningen officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, de tre øverste rangklasser samt indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og protektioner.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager i kuren, men er ikke med i guldkareten.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek